Grev Ulrich von Brockdorff-Rantzau blev født den 29. maj 1869, og voksede op på herregården Annettenhöh ved Slesvig by. Han døde pludseligt i Berlin den 8. september 1928, men ligger begravet i parken ved Annettenhöh.

Brockdorff-Rantzau var ud af den højadelige dansk-slesvig-holstenske Rantzau-slægt, der har forgreninger i både Danmark og Tyskland. Han gennemførte et jurastudium, og gik ind i den tyske udenrigstjeneste i 1894. Først var han tilknyttet gesandtskaberne i Bryssel, St. Petersborg og Wien inden han i 1909 blev forfremmet til generalkonsul i Budapest.

I 1912 blev Brockdorff-Rantzau udnævnt til gesandt i Danmark, hvor han var under hele Første Verdenskrig. På den måde havde han en nogenlunde rolig post, idet Danmark var neutral gennem hele krigen. Der var dog flere gange alvorlige tilløb til, at Tyskland ville angribe. De militære myndigheder frygtede, at England havde planer om at besætte Danmark og falde over Tyskland fra nord. Brockdorff-Rantzau videregav den tyske hærs angrebsplaner til den danske udenrigsminister, Erik Scavenius. Den danske udenrigsminister gjorde til gengæld hvad han kunne for at forsikre om, at Danmark ville forsvare sig mod et engelsk angreb. Gennem hele krigen bakkede den tyske gesandt stærkt op bag den danske neutralitet, og var dermed jævnligt på kant med de militære tyske myndigheder.

I tysk historie er Brockdorff-Rantzau særligt forbundet med sin indsats under fredsforhandlingerne i Versailles efter Første Verdenskrig. Han var blevet udnævnt til partiløs tysk udenrigsminister i februar 1919 af den socialdemokratiske regeringsleder, Philipp Schneidemann. Han kæmpede en hård kamp i Versailles, men måtte på Tysklands vegne acceptere fredsbetingelserne. Allerede den 20. juni 1919 trak han og regeringen sig tilbage, men i 1922 blev han sendt til Moskva som tysk gesandt i Sovjetunionen.

Brockdorff-Rantzau personificerer en tid, hvor udenrigspolitik var noget som adelen tog sig af. Det kunne man ikke overlade til bønder eller arbejdere. Noget tilsvarende gjaldt i Danmark. Det var ikke blot udenrigsministrene, der normalt var adelige. Hele udenrigstjenesten var fyldt op med adelige diplomater, og det var først efter Anden Verdenskrig, at dette billede var ændret. Da var den sidste politiske bastion for adelsstanden faldet.