Johann Gustav Droysen (1808-1884) var en af de vigtigste tyske historikere i det 19. århundrede. Han var en af grundlæggerne af ”den preussiske skole” inden for historievidenskaben, og han var en af skaberne af historismen.

Droysen blev født i Treptow i det nuværende Polen. Efter at have gennemført sin uddannelse i Stettin og Berlin, blev han i 1840 udnævnt til professor i historie ved universitetet i Kiel. Hans store værk Geschichte Alexanders des Grossen fra 1833 gjorde ham både kendt og respekteret. Han viste som en af de første i praksis, hvordan historievidenskab skal være baseret på indgående kildestudier.

Da Droysen kom til Kiel blev han politisk engagerer i den tyskliberale slesvig-holstenske bevægelse. Det i en sådan grad, at han i 1848 blev repræsentant for den provisoriske regering ved den tyske nationalforsamling i Frankfurt. Før og under treårskrigen deltog Droysen altså meget aktivt i den spirende nationalliberale bevægelse i Preussen og de øvrige tyske stater.

Samtidig begyndte Droysen også fagligt at beskæftige sig med moderne historie. I 1850 udgav han Hertugdømmerne Slesvig-Holsteen og Kongeriget Danmark, som blev taget ilde op i Danmark. Mange år senere blev værket kaldt ”… en hadefuld og upålidelig fremstilling…” i et dansk leksikon. Efter han i 1851 – ved afslutningen af Treårskrigen – var flyttet til universitetet i Jena udgav han i årene fra 1855 det store hovedværk Geschichte der preußischen Politik. Det var i væsentlig grad en videnskabelig blåstempling af Bismarcks politik og Tysklands samling.