Marcus Hartwig Holler (1796-1858) var Carlshütte's grundlægger i 1827. Han var en udpræget entreprenør, og som købmand i Rendsborg handlede blandt andet med tømmer. Han var også engageret i et kalkbrænderi og i at producere mursten, inden han kastede sig over projektet med jernstøberiet.
Holler stod på god fod med den danske statholder i Slesvig, Landgreve Carl af Hessen. Det var afgørende for at han kunne få kongens billigelse til at starte støberiet. Landsgreven købte da også 1/-del af aktierne i støberiet. Den nære forbindelse til kongen og regeringen var vigtig i enevældens tid, fordi liberal økonomi med fri konkurrence og fri handel hørte en senere tid til. Centralmagten styrede en stor del af det økonomiske liv under enevælden.
Ellers var det i høj grad en familievirksomhed, der blev bygget op. Svogeren Hudemann og nevøen Siedenburg fik ledende stillinger, og den nærmeste familie skød fra starten penge i fabrikken.
Carlshütte er placeret i Büdelsdorf ved Rendsborg, som danner grænsen mellem Slesvig og Holsten. Alligevel lykkedes det Holler at navigere udenom de besværlige tider under Treårskrigen og den efterfølgende uro i 1850'rne. Støberiet blev ved at vokse og udvide, og ved Hollers pludselige død i 1858 var der omkring 500 medarbejdere.