Johannes Ahlmann (1851-1939) var direktør i Carlshütte fra 1883 til 1918, hvor hans søn, Julius, tog over. Han var virksomhedens leder i en vanskelig periode, og det var ham der lagde strategien om. Med Ahlmann for bordenden blev der satset på at producere færdige varer ved siden af produktionen af ufærdige jernvarer. Forbrugsgoder som komfurer og badekar og forskellige maskiner til industrien sikrede indtjeningen og beskæftigelsen. I den periode blev der satset hårdt på at sælge varer uden for nærområdet. Åbningen af Kieler-kanalen i 1895 fik stor betydning for den strategi.

Ahlmann var født i Fredericia, og han blev ved at være dansk statsborger indtil 1898, hvor han fik tysk statsborgerskab. Han blev ved med at have nære forbindelser til Fredericia og Gråsten, hvor han også havde familie. Han var meget historisk interesseret og oversatte blandt andet en bog af den højstemte dansk-nationale historiker, A. D. Jørgensen. Det kunne indikere, at Ahlmann blev ved med at føle sig som dansker.

I 125-års jubilæumsbogen fra 1952 blev der skrevet noget af en "heltehistorie" om Ahlmann. Han var en driftig mand, der var elsket af arbejderne. Virkeligheden er nok mere nuanceret, men han fik i hvert fald sat gang i et par sociale foranstaltninger. Han fortsatte i 1901 med at bygge arbejderboliger på Carlshütte, og han oprettede nogle år senere en forretning på fabrikken, hvor arbejderne kunne handle ind. I begyndelsen af 1920´rne begyndte han at skaffe fødevarer i Danmark, som blev solgt i butikken til de ansatte. Alt dette gjorde han nok ikke alene af godgørende grunde; det var uden tvivl også et forsøg på at knytte arbejderne til fabrikken og skabe loyale medarbejdere. Det havde stor betydning i en tid, hvor det var svært at skaffe kvalificerede metalarbejdere.