Storadmiral Alfred von Tirpitz (1849-1930) var afgørende for den tyske flådeoprustning fra 1890´rne til udbruddet af Første Verdenskrig. Han blev udnævnt til Statssekretär i Reichsmarineamt - det tyske flådeministerium - i 1898, efter at han i flere år havde været stabschef i Oberkommando der Marine og efter at have været øverstbefalende over den kejserlige flåde i Asien i 1896-97.

Tirpits blev uddannet som flådeofficer ved marineskolen i Kiel i sidste halvdel af 1860´rne. Efter at have gjort karriere med at udvikle flådens torpedovåben, var han i 1889-90 øverstbefalende på den vigtige "Marinestation der Ostsee" i Kiel.

Tirpitz havde indtil han blev afsat i 1916 stor indflydelse på den enerådende Kejser Wilhelm II. Derfor fik hans plan - den såkaldte Tirpitz-plan - stor betydning. Opfattelsen var at Tyskland skulle opbygge en stærk flåde, som kunne udfordre det engelske flådeherredømme. En flåde hvor store slagkraftige linieskibe skulle udgøre kernen, og som var rettet mod Nordsøen og England. Den tyske flådeoprustning var afgørende for, at England i 1912 valgte at træde ind på den fransk-russiske side mod Tyskland.

Konsekvensen af Tirpitz´ plan kan dermed siges at være, at Tyskland blev militært stærk, men politisk svag. Den førte til, at Tyskland til sidst kun havde få venner og mange fjender. Sammen med kejseren - der stod bag flådeoprustningen - havde Tirpitz altså en stor betydning for, at Første Verdenskrig brød ud.