Juristen Carl Christian Hall var konseilspræsident i Danmark i årene 1857-59 og 1860-63. Altså i den periode, hvor den nationale konflikt for alvor truede i Slesvig-Holsten. Forinden havde han været en af de ledende nationalliberale politikere i Grundlovsforsamlingen og senere i Folketinget.

Blandt de nationalliberale var Hall forholdsvis afdæmpet i spørgsmålet om Slesvig. Han anerkendte, at det var nødvendigt for Danmark at overholde Londonaftalerne fra 1850-51. At man ikke kunne lave en tættere tilknytning til Slesvig end til Holsten. Han var dermed på kant med sit bagland, som ville have gennemført Ejderpolitikken hurtigst muligt.

I den første regeringsperiode lykkedes det for Hall at forhale Slesvig-spørgsmålet. De nationalliberale holdt sig nogenlunde i ro, og i Hertugdømmerne var der også fortsat rimeligt styr på forholdene. Ganske vidst brokkede Preussen og Det tyske Forbund sig over fællesforfatningen, men ved at bøje af i forhold til Holsten lykkedes det Hall at beholde den internationale opbakning.

I den anden regeringsperiode fra begyndelsen af 1860´erne mistede Hall-regeringen kontrol med udviklingen. Nationalismen i Danmark, Tyskland og Slesvig-Holsten var stigende, og den danske opinion krævede, at Slesvig blev en del af Danmark. Det var grunden til, at Hall i november 1863 fremlagde den fælles forfatning for Danmark og Slesvig – den såkaldte Novemberforfatning. Kort efter brød helvede løs, og da Bismarck omkring nytår truede med at lade de preussiske tropper rykke ind i Holsten trak Hall sig tilbage. I stedet overtog den nationalliberale politiker D. G. Monrad roret da krigen i 1864 brød ud.