v i m u . i n f o
Deutsche version

Uffe Ellemann-Jensen

Kilde: www.wikipedia.org


Uffe Ellemann-Jensen var dansk udenrigsminister under de borgerlige regeringer i perioden september 1982-januar 1993. Det var en meget vanskelig periode. Både i forhold til EF/EU-samarbejdet, men især i forhold til medlemskabet af NATO.

Sikkerhedspolitisk måtte han frem til 1988 leve med et flertal uden om regeringen. I den såkaldte "fodnoteperiode" skulle han acceptere, at han på møder i NATO var tvunget til at fremligge en anden politik end han selv gik ind for. Inden for EF/EU var han i evig kamp med især Socialdemokratiet, som mente han gik for langt med at promovere et tættere økonomisk- og politisk samarbejde. Her fik han dog støtte af Det Radikale Venstre, og havde derfor ikke flertal imod sig.

Med Uffe Ellemann-Jensen som minister ændrede dansk udenrigspolitik sig markant. Han ønskede at Danmark skulle føre en mere aktiv linie, og være med til at skabe forandringer i EU. Efter afslutningen af Den Kolde Krig var han i begyndelsen af 1990´rne meget udfarende i forhold til at bakke op bag de baltiske staters løsrivelse fra Sovjet/Rusland. Og han var aktiv i ex-Jugoslavien for at skaffe international anerkendelse til Slovenien, Kroatien og Bosnien. Det fik han både venner og fjender ved.

Han var og er en meget stærk fortaler for et tættere integreret europæisk samarbejde. Derfor var det et kæmpestort personligt nederlag, da den danske befolkning i 1992 stemte imod Maastricht-aftalen. Alligevel var det ham, der måtte forhandle med de øvrige EU-lande om de danske undtagelser. Han er også blevet kendt for at møde op til et EU-topmøde i slutningen af juni 1992 iført Roligan-halstørklæde ug udtale: "If you can't join them, beat them." Det skete lige efter at Danmark var blevet europamestre i fodbold.

Få danske politikere i nyere tid har formået at skille vandene så kraftigt som Uffe Ellemann-Jensen. Venstrefløjen og Socialdemokratiet så ham op gennem 1980'rne som den store fjende. Og for EU- og NATO-modstanderne personificerede han alt det, som de var imod.

Flash Player 9 kræves for at vises dette inhold. Download nu.
case storyFortællinger
photosFotos og illustrationer
metainfoForfatterens kommentarer
imageBiografier
lexiconLeksikon