Allerede længe inden 1. verdenskrig vakte Noske, udlært kurvemager og socialdemokratisk rigsdagsmedlem fra 1906-18, opsigt: som repræsentant for SPD?s højrefløj gik han stærkt ind for en aktiv kolonialpolitik og en tysk forsvarspolitik. Under krigen var han korrespondent for aviser med tilknytning til partiet. Hans retoriske og organisatoriske evner - som han demonstrerede i Kiel - såvel som hans forsvarspolitiske sagkundskab gjorde ham velegnet som medlem af en demokratisk regering. I november 1919 blev han som minister sat i spidsen for det nye Reichswehr (det tyske militær). Som sådan var han bl.a. ansvarlig for den blodige nedkæmpelse af de revolutionære arbejderoprør og strejker i Berlin. Dette gav ham tilnavnet "blodhunden" og gjorde ham til et fjendebillede for den venstre-radikale arbejderbevægelse. Begivenhederne omkring Kapp-Lüttwitz-kuppet diskrediterede ham som socialdemokratisk minister og tvang ham i 1920 til at gå af - med de skæbnesvangre konsekvenser, at SPD dermed fuldstændigt mistede sin indflydelse på rigets værn. Som Hannovers overpræsident (1920-1930) blev Noske offer for den nationalsocialistiske magtovertagelse, og i 1944 blev han arresteret i forbindelse med attentatet på Hitler; han kom dog aldrig for retten. Inden for sit parti var Noske gennem hele sit politiske liv en kontroversiel figur. Hans betydning for revolutionens forløb kan ikke betones stærkt nok.
Siehe auch:
zurück 
