"Slutstregs-politikken"

"Slutstregs-politikken" optog en del af den første tyske Forbundsdags arbejde. Alle grupperinger uden undtagelse agiterede for en afslutning og til dels en tilbagekaldelse af den politiske udrensning. Den tyske historiker Norbert Frei ser heri en decideret "fortidspolitik" ("Vergangenheitspolitik"). Den tyske Forbundsrepubliks unge demokrati havde købt sin indre sociale anerkendelse med integrationstilbud til NS-eliten. I lovgivningskoret var det de nationale vælgeres partier, DP og FDP, der slog tonen og retningen an, folkepartierne CDU og SPD fulgte med, og kommunisterne ville såmænd heller ikke stå uden for. De allierede sejrmagter opfattede også en fortsat politisk udrensning som forstyrrende under den kolde krig.

Positivt formuleret drejede det sig med afslutningen på denazificeringen og med reintegrationen af embedsmænd med nationalsocialistisk fortid egentligt om at integrere den tidligere NS-elite i det vesttyske efterkrigsdemokrati. Som historikeren Ulrich Herbert har påpeget, betalte de berørte for deres samfundsmæssige og erhvervsmæssige reintegration med opgivelsen af deres politiske værdier og mål - de forfulgte ikke længere de nationalsocialistiske mål, men fungerede videre, i det nye system, i den nye offentlighed, også i partistaten og bidrog på en måde til, at det demokratiske forsøg lykkedes. Til gengæld kunne de genindtage deres "hævdvundne" sociale placering. Denne forbundsrepublikanske integration udgjorde altså en samfundsmæssig værdi, som ikke må undervurderes, men som imidlertid også var forbundet med en diskrimination af de tidligere NS-ofre, med uærlighed og en revision af fortiden, altså med ganske betydelige uretfærdigheder og moralske omkostninger.

Om Slesvig-Holsten virkelig gennemgik den ofte postulerede "særlige udvikling" med hensyn til bearbejdelsen af fortiden, om de ubestridelige fakta omkring den organiserede flugtbevægelse i slutningen af NS-tiden havde egentlige fortidspolitiske konsekvenser, som faldt uden for Forbundsrepublikkens generelle billede, kan ikke empirisk afgøres med sikkerhed, men kun formodes. Det er nemlig også en mulighed, at delstaten i 1950´rne og 1960´rne blot forsøgte at skjule - på en klodset måde og derfor uden held - hvad der karakteriserede det samlede vesttyske samfund: en personmæssig kontinuitet og en omfattende fortrængning af fortiden.