Fragebogen
Med "Der Fragebogen" var undersøgelsen af tyskernes holdning til nazismen sat i system. Fra oktober 46 systematiserede man yderligere med en opdeling af de efterforskede i 5 klasser :
1: de hovedskyldige
2: de belastede
3: de mindre belastede
4: medløberne
5: de frifundne
Gruppe 1 og 2 blev alene retsforfulgt af de britiske myndigheder, mens tyskerne deltog i vurderingen af – og fra oktober 47 havde de eneansvaret for - de sidste tre grupper. I kategori 3 og 4 kunne straffene være afskedigelse, degradering eller økonomiske sanktioner.
Ved indgangen til 1950 havde 406.000 slesvig-holstenere fået gennemgået deres Fragebogen. Ingen var placeret i de to første kategorier og kun 2.217 i kategori 3. 66.500 blev betegnet ”medløbere”, 206.000 ”frifundne”, og de sidste 130.000 slap helt for at blive tiltalt. Da Slesvig-Holstens Landdag i marts 1951 vedtog loven, der standsede denazificeringen, blev alle personerne i kategori 3 og 4 samtidigt flyttet ned i kategori 5. Briterne kunne have nedlagt veto, men gjorde det ikke.