v i m u . i n f o
Deutsche version

Medicinisk hjælp

I nyere tid er der foregået en debat blandt danske forskere om de danske myndigheders - og især de danske lægers - ansvar for talrige dødsfald blandt de tyske flygtninge, først og fremmest i de første måneder efter den tyske kapitulation. I 1945 døde ca. 13.000 flygtninge i Danmark. Heraf var flere end 7.700 børn under 15 år - de fleste var under to år. Den officielle forklaring - som længe var accepteret af forskningen - gik ud på, at den enorme belastning og utilstrækkelige ernæring under flugten havde ført til de mange dødsfald efter ankomsten til Danmark.

Det danske Frihedsråd havde midt i marts opfordret den danske lægestand til ikke at yde hjælp til de tyske flygtninge, da de dermed ville gavne tyskernes krigsførelse. Sanitetstjeneste blev under krigen betragtet som en militæropgave, som besætterne selv måtte løse. Lægeforeningen skrev få dage senere til sine medlemmer: "Af hensyn til de øjeblikke forhold i landet mener lægeforeningen ikke at kunne medvirke til nogen som helst medicinsk hjælp til de tyske flygtninge." Lægelig bistand til flygtningene blev altså afslået med henvisning til den tyske terror i Danmark. Efter hårde forhandlinger blev de tyske og danske myndigheder i slutningen af marts enige om, at de tyske flygtninge skulle behandles i de tyske lazaretter, undtagen ved tyfus, plettyfus eller paratyfus. Desuden skulle tyske flygtninge også modtages på danske sygehuse i tilfælde af akut livsfare. Disse regler omfattede imidlertid ikke børn under fem år. Som en modydelse skulle de politifolk, der var fængslet i Tyskland, sendes tilbage, og de øvrige danske fanger - i alt 4.000 mennesker - indrømmes bedre betingelser.

Historikeren og lægen, Kirsten Lylloff, anklagede i en undersøgelse fra 1999 den danske lægestand for - med den manglende medicinske hjælp - at have brudt sit lægeløfte. Mange børn og nyfødte var døde, fordi de ikke var blevet behandlet på de danske sygehuse. Levevilkårene i lejrene havde også bidraget til de omfattende børnedødsfald. Der var brudt epidemier ud - især efter kapitulationen - og børnenes ernæring havde indeholdt færre end 2.278 kalorier per dag. Endvidere kritiserede Lylloff, at flygtningene ikke også kunne blive behandlet for skarlagensfeber og difteri på de danske sygehuse.

Anklagerne blev tilbagevist af f.eks. Thorkild Frederiksen, der mente, at flugtens strabadser havde indvirket på børnenes overlevelseschancer. Desuden kunne de i den daværende situation ligestilles med uægteskabelige børn, som generelt havde en højere dødelighed. Han henviste også til, at lægeløftet var en personlig erklæring, som ikke havde nogen betydning for aftalerne mellem myndighederne og Lægeforeningen. Endeligt refererede han til enkelte hjælpeaktioner, udført af danske læger - disse tilfælde havde Lylloff da heller ikke bestridt, men vurderet som undtagelser.

Flash Player 9 kræves for at vises dette inhold. Download nu.
audioDidaktiske overvejelser
audioTillægsmateriale
case storyFortællinger
photosFotos og illustrationer
quotesCitater
imageBiografier
lexiconLeksikon
metainfoForfatterens kommentarer
bibliographyLitteratur