v i m u . i n f o
Deutsche version
grænser politik erhverv samfund kultur havet

Den sociale og ideologiske grobund for NSDAP´s opsving. © izrg

Slesvig-Holstens erhvervsstruktur hvilede i midten af 1920´rne i stort omfang på landbruget. Her arbejdede hver tredje ansatte. På det erhvervsmæssige område dominerede de små og mellemstore virksomheder, og der var kun få store industrier i form af nogle skibsværfter og metal- og tekstilfabrikker. Arbejdsløshedstallene fulgte udviklingen i det samlede rige. I starten af 1933 var flere end 200.000 arbejdsløse eller tidligere understøttelsesberettigede, der allerede havde opbrugt ordningen.

Hvis landbefolkningens tilnærmelse til NS-bevægelsen skal ses som en speciel slesvig-holstensk udvikling, så er middelstandens forhold til gengæld en bekræftelse af den generelle "panik i middelstanden". Her som overalt i Riget var NSDAP´s medlemsskare domineret af handel og håndværk. Historikere forklarer det som en reaktion på den verdensøkonomiske krise, som en klassisk angstreaktion fra kun delvist ramte samfundsgrupper: de nødlidende arbejderfamiliers forringede købekraft virkede ind på handel, håndværk og landbrug og nærede deres angst for selv at blive ofre for den moderne økonomi.

De opfattelser, der gjorde sig gældende blandt nationalsocialisternes tilhængere, kunne samlet benævnes som en "antimoderne reaktion", der havde en bemærkelsesværdig tilslutning i Slesvig-Holsten. Man så en udpræget afvisning af industrien i en region med industrielle centre som Altona, Kiel, Lübeck, Neumünster, Flensborg, Itzehoe og Rendsburg, en udbredt afvisning af det parlamentariske demokrati med udgangspunkt i novemberrevolutionen og en stærk nationalisme i en hjemstavn med historisk uklare nationale tilhørsforhold. Denne kulturpessimistisk-voldelige holdning var udtryk for en angst for den hurtige udvikling, for den moderne verden. Flere opstillede romantiske og harmoniske forestillinger om de ordnede "gode gamle dage" som et modbillede. Slesvig-Holsten havde i stort omfang haft glæde af kejsertidens økonomiske beskyttelsespolitik, hvor de hjemlige landbrug havde været beskyttet mod markedsvilkårene som i en "toldpolitisk varmestue". Ud fra deres perspektiv var der indtrådt en almindelig forringelse af de økonomiske betingelser efter 1918, og den traditionelle provins - præget af landbostanden - var ikke den optimale grobund for en ny borgerlig samfundsopfattelse: i stedet for konkurrence, bevægelighed, konflikt- og interesseudjævning drømte mange om autoritet, orden, harmoni og en fast ledelse i stat og samfund.

Nationalsocialisterne havde hverken et klart politisk program eller udviklede sin egen ideologi. De benyttede sig af det arsenal af ideer, som de nationalistiske, højreradikale og også konservative kredse havde plejet siden slutningen af det 19. århundrede. Hitlers parti tilbød først og fremmest idealer og slagord for at tænde en følelse af fællesskab og samtidigt skabe afgrænsende fjendebilleder: "nation", "folk", "hjemstavn" og "jorden", "ånden fra 1914", der oprindeligt skulle have forenet alle tyskere og det tilhørende begreb "folkefællesskab" som benævnelse for et "rent" og "sundt" samfund. Forherligelsen af kamp og krig, nedgørelsen af de svage og syge, ophøjelsen af folket og ringeagten for individet, afvisningen af demokrati og parlamentarisme og i stedet anprisningen af magt og "førerprincippet", angsten for "Moloch Großstadt" (storbyens uhyre) og omvendt lovprisningen af "det enkle liv på landet". "Race" som et kriterium for at opdele mennesker i et hierarki med "arieren" som den stærkeste over for de "mindreværdige slavere" eller endog de farlige og ondartede "snyltende jøder", som den moderne antisemitisme forsøgte at definere efter afstamning og efter ikke religiøs bekendelse. Endelig henføringen af alle ulykker og alt ondt til "jøderne", "den jødiske verdenskapital", "jødisk partiskænderier" og jøder som "ødelæggere af det tyske blod".

Dette uklare sammenvæv af synspunkter, fordomme, følelser og anklager om skyld syntes både at kunne forklare en urolig og angstskabende nutid og også at tilbyde et alternativ for fremtiden. Tanken om at vende tilbage til et enkelt liv i et landbrugssamfund, der kunne fastholde traditionerne, hjemstavnen og "jorden" sammenholdt med ophøjelsen af alle arisk-nordiske mennesker fandt en solid grobund i de sociale strukturer på landet og i de mindre byer. Oven i det havde borgerlige kredse siden slutningen af det 19. århundrede plejet troen på "Nordmark", der gav Slesvig-Holsten en særstilling og et eget formål med baggrund i grænsen: for her havde det Tyske Rige, folket og dets væsen måttet hævde sin stilling og det i særlig grad efter 1920 med den "uretfærdige" grænse! Antisemitismen trivedes i de nationalistiske cirkler, i studentergrupper og i den evangeliske kirke, for her i Slesvig-Holsten med en jødisk befolkningsdel på kun 0,3 % var det svært at holde fordommene op mod realiteterne. I begyndelsen af 1930´rne blev antisemitiske holdninger opfattet som helt selvfølgelige i højreorienterede borgerlige kredse og medier, imidlertid uden voldsanvendelse ind til NS-magtovertagelsen.

Kendte slesvig-holstenske forfattere regnes som åndelige banebrydere for nationalsocialisterne. Nævnes bør Julius Langbehn (1851-1907) fra Nordslesvig, Adolf Bartels (1862-1945) fra Ditmarsken og - i begrænset omfang - Gustav Frenssen (1863-1945). Langbehns bog "Rembrandt als Erzieher" fra 1890, som forherligede en "tysk inderlighed" og i en senere udgave betegnede jøder som "pest og kolera", udviklede sig til en bredt anvendt teoretisk lærebog for det nationalistiske frembrud. Kritikeren og digteren Bartels var en del af hjemstavnskunstbevægelsen, hvis kendetegn var landbrugsromantik, kærlighed til hjemstavnen og en fanatisk antisemitisme. Han talte for nationalistisk racisme og mente, at litterære kvaliteter alene udgik fra racen. Bartels roman "Die Dithmarscher" (1898) lagde vægt på denne stammes særlige bevidsthed. Også i Frenssens bestseller, "Jörn Uhl" (1901), i hvilken en ung bonde kæmper for sin uafhængighed, kunne hjemstavnsforbundne læsere genfinde sig selv. Gustav Frenssen, præst i Ditmarsken og senere særdeles succesrig forfatter, udviklede sig i midten af 1920´rne til åbenlys antisemit og endeligt til en entydig tilhænger af nationalsocialismen.

Se også:

Flyveblad
NSDAP-Valgplakat fra 1932

Flash Player 9 kræves for at vises dette inhold. Download nu.
case storyFortællinger
multimediaMultimediemodul
photosFotos og illustrationer
quotesCitater
metainfoForfatterens kommentarer
imageBiografier