v i m u . i n f o
Deutsche version
grænser politik erhverv samfund kultur havet

"Ostersturm" ("Påskestormen") © izrg

"Vi kæmper om Nordens venskab, men med den følelse, at der er sket os stor uret. Vi vil række Norden hånden og tage imod dens; men hvis venskabet skal komme fra hjertet, så er det en forudsætning, at en uret ikke må bestå til alle tider, og vi er blevet tilføjet en uret med Nordslesvigs afgivelse? Vi kan vente, vi venter, men med sammenbidte tænder. Vi vil imidlertid sætte alle vore kræfter ind på Nordslesvig." Sådan lød det fra den grænsepolitiske taler fra Slesvig-Holstens NSDAP, pastor Johann Peperkorn på et arrangement, afholdt af Flensborgs nationalsocialister den 24. februar 1933. Ordene blev fulgt op af opfordringen: "Et folk vil være sammen med sit folk!"

Peperkorns udtalelser skabte uro på begge sider af grænsen: de dansksindede reagerede vredt på dette angreb på Versailles-traktatens bestemmelser, mens det tyske mindretal i Nordslesvig igen begyndte at håbe på en tilbagevending til det Tyske Rige. Peperkorns ord dannede optakt til en kampagne, som hverken var afstemt med NS-ledelsen i Berlin eller med den i Slesvig-Holsten. Den blev ført af enkelte nationalsocialister i det nordlige Slesvig-Holsten i forlængelse af magtovertagelsen og havde til formål igen at flytte den dansk-tyske grænse nordpå - den havde ellers ligget fast siden 1920. Det var planen først at "nazificere" det tyske mindretal i Nordslesvig for senere at hente de tyske nordslesvigere "hjem til Riget".

Knap en måned senere fik konflikten ny næring. Ved et arrangement den 24. marts 1933 - i anledning af 85-års dagen for den slesvig-holstenske opstand i 1848 - udtalte "Schleswig-Holsteiner Bundes" nye formand, Dr. Wilhelm Sievers klart, hvad nogle slesvig-holstenske nationalsocialister stræbte efter: "Vi vil have Nordslesvig tilbage!" Så aggressiv en parole havde næppe været offentligt udtalt siden 1920.

Den danske regering forholdt sig imidlertid afventende, men pressen i Danmark og også i det øvrige Skandinavien, England og Frankrig protesterede skarpt mod Sievers og Peperkorns udtalelser. Udenrigskontoret i Berlin reagerede også: det besluttede at neddæmpe Sievers gennem NSDAP´s slesvig-holstenske regionsledelse. Det Tyske Riges førende udenrigspolitikere brød sig ikke om en aktuel diskussion om grænsespørgsmålet i nord og ønskede ikke en åben konflikt med Danmark og Skandinavien på dette tidspunkt. Der var mere påtrængende problemer, der skulle løses, og i øvrigt kunne de se en vanskelig interessekonflikt mellem deres egen kritik af Versailles-traktatens forordninger på den ene side og den "nordiske" tanke på den anden. Den sidste indebar et nationalsocialistisk ønske om et tæt samarbejde med Skandinavien under nationalsocialistisk lederskab, begrundet i tanken om den fælles "germanske" race.

I mellemtiden nåede grænsekampagnen sit højdepunkt i dagene op mod påske, deraf navnet "påskestormen". I begyndelsen af april gentog Peperkorn kravet om en grænserevision gennem direkte forhandlinger mellem København og Berlin. Som et indledende skridt forkyndte han oprettelsen af talrige tysk-nationalsocialistiske organisationer i Nordslesvig, som skulle påvirke det tyske mindretal i nationalsocialistisk retning.

Selv om den danske regering stadigvæk gav afkald på officielle erklæringer for at undgå en videre optrapning af "grænsekampen", besluttede den sig for at forstærke grænseforsvaret og pålagde befolkningen et uniformsforbud. De dansk-tyske forbindelser var midlertidigt alvorligt belastet af "påskestorm"-aktivisternes radikale optræden, og den tyske rigsregering følte sig nødsaget til at tage officielt stilling for at gyde olie på de oprørte vande. I flere taler, interviews og avisartikler fremhævede førende politikere "det nordiske element i det tyske folks væsen" og forsikrede, at Tyskland ikke var i konflikt med Danmark, og at Peperkorns provokationer og Sievers´s "uofficielle tyske udgydelser" ikke var fremkommet i NSDAP´s navn.

I Nordslesvig rykkede den dansksindede befolkning tættere sammen: socialdemokrater og konservative krævede i opråb og resolutioner en sikring af grænsen og kamp mod de nationalsocialistiske indgreb i Nordslesvig. Der blev gennemført store demonstrationer, og i den anledning rejste dansk-nordslesvigske delegerede til regeringen og kongen i København. Da Sievers i maj 1933 blev udnævnt til landråd i landkredsen Flensborg, spurgte den danske side først for alvor sig selv, hvor alvorligt Berlin mon mente de beroligende udtalelser. Danskernes mistanke om et tysk "dobbeltspil" blev bestyrket, da Adolf Hitler igen forsøgt at berolige i en tale den 17. maj 1933 samtidigt med, at Sievers fastholdt sin hidtidige aggressive kurs. Nu greb det tyske udenrigskontor ind og kontrollerede på forhånd den tale, som Sievers skulle holde ved en længe planlagt "grænselandsdemonstration" den 18. juni. Og det virkede: demonstrationen i Rendsborg virkede beroligende på Danmark.

Endeligt havde Berlin sat sig igennem i grænsespørgsmålet: rigsregeringen havde givet de alt for ivrige slesvig-holstenske nationalsocialister mundkurv på, og det lykkedes at berolige Danmark. Men nazificeringen af det tyske mindretal i Nordslesvig fortsatte, og agitatorerne Peperkorn og Sievers fortsatte med at gøre karriere. Desuden havde den tyske regering stadigt ikke - trods påskestormen - officielt og endegyldigt anerkendt den bestående grænse. Et tegn på, hvad fremtiden ville bringe?

Flash Player 9 kræves for at vises dette inhold. Download nu.
case storyFortællinger
multimediaMultimediemodul
photosFotos og illustrationer
quotesCitater
metainfoForfatterens kommentarer
imageBiografier