v i m u . i n f o
Deutsche version
grænser politik erhverv samfund kultur havet

Jødiske børns emigration © izrg

"Jeg følte, at jeg ikke kunne holde det ud" - sådan tolkede Lotti Bauer, født i Kiel, senere sine følelser i tiden omkring nationalsocialisternes magtovertagelse. Som blond jødinde havde hun i begyndelsen ikke lidt under pøbeladfærd, men hun oplevede, hvordan der blev råbt "jødesmovs" og "jøde krepér" efter andre. Hun fandt SA´s opmarch på eksercitspladsen, som hun kunne iagttage fra sin bolig, særligt foruroligende. Hendes forældre tilhørte "øst-jøderne", idet de var udvandret fra Galizien i 1919. De viste ikke megen forståelse, da deres 14-årige datter meddelte, at hun under alle omstændigheder ville forlade Tyskland. Lotti udvandrede allerede i marts 1934 sammen med en gruppe fra Jugend-Alija til Palæstina, hvor hendes ældre bror, Daniel, allerede boede. Hendes forældre fulgte efter med broderen Hans i 1935. De to gifte søskende, Regina og Hermann, udvandrede tre år senere til henholdsvis England og USA.

Lotti lærte hurtigt det hebræiske sprog gennem sit arbejde i kibbutzen "Ein Harod", hvor hun passede børn. Hun forlod gruppen i 1936 og byggede en ny kibbutz, "Alonim" ("Egene") ved Haifa sammen med andre unge fra Tyskland, Palæstina og Polen. Der arbejdede hun nogle år senere - efter en pædagoguddannelse i Tel Aviv - som børnehave- og grundskolelærer. I 1953 gav en stilling i Jugend-Alija i Haifa hende chancen for en psykologuddannelse. Hun fortsatte arbejdet i kibbutzen, nu især med at rådgive unge nyindvandrede. For Jugend-Alija organiserede ikke kun indvandringen af unge til Palæstina, men tog sig også af deres uddannelse de første to år i det fremmede. Fra 1970 opgav Lotti Bauer livet i Alonim, men følte sig stadigt knyttet til kibbutz-uddannelsen og holdt foredrag for tyske udvekslingsgrupper for at udbrede ideen.

Mange andre jødiske børn og unge flygtede som Lotti Bauer ud af det nationalsocialistiske Tyskland og byggede en ny fremtid op i et fremmed land. Før krigens udbrud havde de tre muligheder for udvandring: hvis den unge gjorde brug af Jugend-Alijas hjælp, måtte han forberede sig grundigt på afrejsen. Under en illegal flugt til Palæstina eller et andet land betroede den unge sig i stedet til en menneskesmuglerorganisation eller rejste ind på et turistvisum. De levede i evig angst for at blive udvist igen. De havde sjældent familiens opbakning og havde særligt svært ved at lære det fremmede sprog. Det var dog som regel "børnetransporten", der blev benyttet for at bringe børnene og de unge fra Tyskland, Polen, Tjekkoslovakiet og Østrig til et sikkert udland. Efter Krystalnatten i november 1938 var det især til USA via England. Forældrene, slægtninge eller organisationer skulle stille en garantisum på 50 pund til et visum. Det dækkede de nødvendige rejsepapirer. Som regel fik de børn, der selv havde været interneret, eller hvis forældre havde været fængslet, først lov til at rejse ud. Tit fik de først besked om deres afrejse meget kort tid i forvejen, og den som regel uforberedte adskillelse fra familie og venner blev fulgt af en rejse til et fremmed land, hvor de dernæst blev anbragt på en institution eller i en plejefamilie. De erfaringer, de gjorde sig, var meget forskellige: mens mange familier tog kærligt mod børnene som nye familiemedlemmer, misbrugte andre dem som billige tjenestefolk.

Flash Player 9 kræves for at vises dette inhold. Download nu.
case storyFortællinger
multimediaMultimediemodul
photosFotos og illustrationer
videoVideo
audio Audio
quotesCitater
BDM
metainfoForfatterens kommentarer
imageBiografier
lexiconLeksikon