v i m u . i n f o
Deutsche version
grænser politik erhverv samfund kultur havet

Holocaust i "Reichskommissariat Ostland" © izrg

Efter den tyske hærs overfald på Polen den 1. september 1939 blev de polske jøder udplyndret, de blev anbragt i ghettoer under umenneskelige betingelser, og de blev sat i tvangsarbejde. På samme tid udførte særlige "indsatsgrupper og -kommandoer" - bistået af det tyske mindretal og ansatte i værnemagten - massehenrettelser af jøderne og medlemmer af den polske intelligentsia. Indsatsgrupperne var specialenheder, der var styret af Rigssikkerhedshovedkontoret (Reichssicherheitshauptamt) i Berlin og tilknyttet hver sin hærenhed, der igen opdelte dem i indsatskommandoer. Medarbejderne blev rekrutteret fra SS, SD, det ordinære politi eller blandt lokale hjælpere. Deres officielle opgave bestod i at befri områderne umiddelbart bagved de kæmpende tropper, hvilket indebar drab på formodede eller faktiske modstandere. De dræbte foruden partisaner og mistænkte også intellektuelle og da især kommunister og jøder.

Med overfaldet på Sovjetunionen den 22. juni 1941 begyndte det systematiske mord på alle europæiske jøder - midlerne bestod i utilstrækkelige livsbetingelser, tvangsarbejde, gas eller masseskydninger. Indsatsgrupperne - koordineret med hærkommandoen - påbegyndte straks massemordene, og ofte deltog soldaterne også i nedskydningerne. Den største målgruppe var i begyndelsen jødiske mænd, men efter nogle uger gik man efter alle jøder uden undtagelse. Sideløbende hermed satte SS- og politienhederne gang i - eller støttede - de lokale nationalisters og antisemitters pogromer. Fra august 1941 finkæmmede drabskommandoerne hel systematisk de besatte områder. Civilforvaltningen samlede storbyernes jøder - der ofte var beskæftiget i erhverv med betydning for krigsøkonomien - i nogle få ghettoer, mens jøderne på landet blev myrdet. Det drejede sig kort og godt om ubeskriveligt grusomme scener - hundredtusindvis blev dræbt, ofte offentligt og udført ansigt til ansigt.

Alt dette fandt også sted i Reichskommissariat Ostland. Her dræbte SS- og politienhederne, der i mellemtiden var ændret til faste sikkerhedspoliti-instanser, i det halve år mellem juni 1941 og januar 1942 330.000 jøder. Rigskommissariatet, der omfattede Letland, Litauen, Estland og - indtil 1943 - store dele af Hviderusland, blev administreret af Hinrich Lohse, Slesvig-Holstens distriktsleder. Han rekrutterede mange embedsmænd og NSDAP-funktionærer fra sit hjemdistrikt, og derfor kan man også opfatte denne treårige fase af det tyske herredømme som en del af den slesvig-holstenske NS-historie.

Fra efteråret 1941 foregik der deportationer af jøder fra selve Riget og senere fra det øvrige besatte Europa til ghettoer i det besatte østområde. Civilforvalterne i Riga kom tilrejsende, da massemordene nåede deres højdepunkt. Enkelte, herunder områdekommissær Walter Alnor og rigskommissær Lohse, blev overrasket over forbrydelsernes omfang, åbenhed og form og reagerede i begyndelsen usikkert, også fordi andre straks samarbejde med sikkerhedspolitiet. Fra december 1941 var usikkerheden væk: mordet på de europæiske jøder var Førerens ønske, og relevante indvendinger eller manglende samarbejde fra Reichskommissariat Ostland var et overstået kapitel. Den 30. november og 8./9. december 1941 skød politienheder 26.000 jøder alene i udkanten af Riga. Jøder fra Berlin, der ankom med et deportationstog til Riga den 30. november, blev også dræbt uden videre. Flere end 50.000 jøder fra Riget, herunder jøder fra Slesvig-Holsten, blev deporteret til Reichskommissariat Ostland. Også regionens sigøjnere - romaer og sintier - som rigskommissæren havde sidestillet med jøderne i en forordning, blev ofre for folkemordet.

Hovedansvaret fra drabene og deres praktiske udførelse lå uden tvivl i hænderne på indsatsgrupperne og SD´erne og deres hjælpeenheder. Men drabenes velorganiserede forløb var baseret på en arbejdsdeling og var dermed også en opgave af forvaltningsmæssig karakter. Lohses "foreløbige retningslinier for behandlingen af jøder i området under Reichskommissariat Ostland", som han udstedte i august 1941, tildelte civilforvaltningen en konkret rolle i massemordenes systematiske forløb - de skulle definere og registrere jøderne og udstyre dem med den gule jødestjerne. De oprettede sædvanligvis ghettoerne, de styrede deres forsyninger og infrastruktur, de henvist ghettoernes beboere til tvangsarbejde, de konfiskerede, sorterede og videresendte den jødiske befolknings værdier, de stillede vognparker til rådighed for drabsaktionerne, og de forberedte ghettoernes tømninger.

Civilforvaltningens embedsmænd fungerede som herrer over liv og død gennem tilrettelæggelsen af det jødiske tvangsarbejde og ved de dødelige udvælgelser. Modsat hjemme i Riget var der i Reichskommissariat Ostland tale om offentlige drab. F.eks. viser en byplan over Riga, hvor centralt og åbenlyst ghettoen lå placeret, og at skydningerne foregik i en lille skov, der fungerede som byens park. Udskilningerne, det jødiske tvangsarbejde og drabsaktionerne fortsatte til besættelsens udløb. Ca. 800 jøder fra Riget og ikke engang 1.000 lettiske jøder overlevede dette helvede - det svarer til 1,25 % af dem, der kom i kontakt med tyskerne.

Tyskernes geografiske og styrelsesmæssige tilstedeværelse satte sine tydelige spor. Da de i sommeren 1944 flygtede mod vest foran fronten, var de altså helt klar over nødvendigheden af at destruere dokumenterne vedrørende folkedrabet. Senere forsøgte de at omfortolke deres rolle som stilfærdigt forvaltende. Jerntæppet bidrog til at holde forholdene skjult. Den tyske statsadvokatur satte i begyndelsen slet ingen undersøgelser i værk og derefter kun mod medlemmer af indsatsgrupperne. Da repræsentanter for anklagemyndigheden i slutningen af 1960´rne begyndte en systematiske undersøgelse af civilforvaltningen, var det for sent, for alle forbrydelser med undtagelser af drabene - og de var svære at bevise - var forældede.

Se også:

En brevudveksling om drab på jøder
Selve drabet.
Tre syn på jødedrabene i "Reichskommissariat Ostland"
Kort fra en "produktionsrapport" fra chefen for "indsatsgruppe A", Walter Stahlecker, fra den 1. februar 1942.
Libau, 15. Dezember 1941.

Flash Player 9 kræves for at vises dette inhold. Download nu.
case storyFortællinger
multimediaMultimediemodul
photosFotos og illustrationer
audio Audio
sourceKilder
quotesCitater
metainfoForfatterens kommentarer
imageBiografier