zurück NS-volden i krigens sidste måneder
I begyndelsen af krigen havde NS-staten indført begrebet Volksschädling - et "folkets skadedyr" - i straffeloven og yderligere skærpet domstolsafgørelserne. I krigens og NS-styrets slutfase faldt de sidste skranker i forhold til disse Volksschädlingen. Den slesvig-holstenske særdomstol straffede nu endnu hårdere, og de regionale Gestapo-ledere kunne fra februar 1945 foretage henrettelser af udlændinge rent politimæssigt og uden tilladelse fra Rigssikkerhedshovedkontoret i Berlin. Mange officerer og højere myndighedspersoner straffede helt på egen hånd. F.eks. lod distriktsleder Hinrich Lohse personligt fire bønder fra den lille landsby Gribbohm i Ditmarsken anholde og anbringe i Arbejdsopdragelseslejren Nordmark Kiel Russee i slutningen af 1944 - de havde angiveligt "ytret sig opgivende", dvs. tvivlet på den militære sejr. Ved Lütjenhom myrdede Hilfspolizist Karl G. og fem soldater på egen hånd fem fængslede udlændinge og bombeevakuerede fra Achtrup, som de skulle bringe til Gestapo i Flensborg. Det skete den 6. maj, dagen efter kapitulationen i bl.a. Danmark. Militærdomstolene, som retsforfulgte "undergravere af forsvarsevnen" (Wehrkraftzersetzer) og soldater på "faneflugt", indtog en særlig rolle.
De særlige lejre, der blev oprettet i slutningen af 1944 og begyndelsen af 1945 var et af NS-statens sidste træk. I marts 1945 befandt der sig ca. 2.000 udenlandske og tyske fanger i Arbejdsopdragelseslejren Nordmark - heraf døde næsten 600 frem til befrielsen i maj 1945; mange af dem blev dræbt ved massehenrettelser. I KZ-fjernlejren i Husum-Schwesing var ca. 4.000 mennesker stuvet sammen mellem september og december 1944 - heraf døde ca. 300. Blandt de ca. 2.000 fanger i den midlertidige KZ Ladelund (1. november til 16. december 1944) omkom ligeledes ca. 300.
Slesvig-Holsten udgjorde også endestationen for andre kz-fanger. Heinrich Himmler havde sat som mål, at ingen kz-fanger måtte havne i de allieredes hænder, hvor de ville kunne optræde som vidner om NS-statens forbrydelser. Derfor drev SS-vagterne fra de opløste døds- og koncentrationslejre i Østeuropa de overlevende fanger ud på dødsmarcher mod vest. Mange endte i Slesvig-Holsten, således også en gruppe fanger fra Auschwitz-Fürstengrube, der blev "evakueret" til landsbyerne Glasau og Seblin ved Eutin. Natten mellem den 2. og 3. maj 1945 strandede lastepramme med indsatte fra KZ Stutthof ved Danzig ud for Neustadt. Om formiddagen den 3. maj skød soldater, SS´ere, Hitler-drenge og medlemmer af Folkestormen 120-300 af dem på stranden i fuld offentlighed - mange af dem var kvinder og børn. Andre lastepramme med tidligere indsatte fra Stutthof flakkede om i den vestlige del af Østersøen - én strandede i Eckernförde bugt, en anden nåede til Flensborg med kun 630 af de oprindeligt 960 jøder, der var bragt ombord. I alt 2.000 kz-fanger overlevede i første omgang deres dødsmarch til Flensborg.
Efter hemmelige aftaler mellem den svenske grev Folke Bernadotte og Heinrich Himmler - som håbede, at de vestlige allierede ville anerkende ham som forhandlingspartner - evakuerede og reddede det svenske og senere også det danske Røde Kors i de sidste otte uger af krigen 20.000 - helt overvejende skandinaviske - fanger fra forskellige koncentrationslejre. De blev kørt til Skandinavien i specielle hvide busser.
