tilbage "Mandstugt" - også efter kapitulationen
"Vi bliver nu denne krigs sidste ofre, også meningsløst, som så mange andre faldne." Dette skrev den 20-årige flådetelegrafist Alfred Gail den 10. maj 1945 ombord på ledsagebåden Buéa i Gelting-bugten - en time før sin henrettelse og fem dage efter flådeledelsens kapitulation. Gail og tre andre matroser havde troet, at krigen og dermed det militære kommandosystem var forbi også for dem. Den 6. maj - dagen efter den delvise kapitulations ikrafttræden i bl.a. Danmark - forsøgte de derfor at undgå engelsk fangenskab og ganske enkelt søge mod hjemmet fra Svendborg. En personlig afslutning på krigen, som i øvrigt lykkedes for mange værnemagtssoldater.
Disse fire sømænd blev imidlertid samlet op af danskerne og overgivet til den tyske flåde, som den 9. maj - den samme dag som den totale kapitulation trådte i kraft - stillede dem for marinens krigsret ombord på Buéa. Deres forsøg på at vende hjem blev bedømt som faneflugt efter den militære straffelovs § 69, og anklageren, kaptajnløjtnant von Dresky, krævede fire gange dødsstraf. Dommeren Adolf Holzwig fulgte hans indstilling i tre af tilfældene. For ham handlede det om "mandstugt" og - med tanke på mytteriet i Kiel i 1918 - om "i hvert fald at forhindre en gentagelse af sådanne tilstande".
Denne revolution, der i 1918 udgik fra Kiel, var et sandt traume for NS-ledelsen og flåden. Noget sådant måtte for enhver pris ikke gentage sig. Historikeren Manfred Messerschmidt anslår antallet af dødsstraffe som følge af faneflugt til 15.000. Ifølge forskeren Norbert Haase blev hver tiende dom afsagt ved en krigsret under marinen, og hændelsen i Gelting-bugten var blot én ud af mange. De allierede besættelsesmyndigheder lod den tyske militære straffelov forblive i kraft indtil 1946 for at sikre en ordnet afvæbning af værnemagten og for at kunne forvalte krigsfangelejrene økonomisk. Alene indtil august 1945 havde marinens krigsret stadigt 750 sager under behandling, hvoraf over 400 omhandlede faneflugt.
Den 10. maj blev matroserne Alfred Gail, Fritz Wehrmann og Martin Schilling - efter at kommandøren for hurtigbådsflåden, Rudolf Petersen, havde stadfæstet dommene - skudt for øjnene af "Buéas" mandskab af en henrettelseskommando under søkaptajn Merkel. Herefter blev de sænket i havet, tynget ned med vægtlodder. I afskedsbrevet til forældrene skrev Alfred Gail "Men tro mig, jeg er ingen forbryder, også selv om man nu har frataget mig min ære? Ved dette retsmøde har jeg da rigtigt kunne føle retfærdigheden som en hån". Og denne juridiske hån skulle fortsætte: i februar 1953 blev retssagens sidste medvirkende, dommeren Holzwig, frifundet i en sidste proces ved landsretten i Hamborg. Allerede den 29. maj 1952 havde Tysklands højesteret bekræftet, at Holzwig havde "håndhævet den nøgterne lov i en korrekt proces".
I dag erindrer en mindesten ved søbadet i Nørgaardskov om de tre sømænds død.
Se også:
