v i m u . i n f o
Deutsche version
grænser politik erhverv samfund kultur havet

Slesvig-Holstens hjemmefront i perioden 1939-1945 © izrg

Med overfaldet på Polen den 1. september 1939 udløste Adolf Hitler og hans ledende medarbejdere 2. verdenskrig, som for dem var ariernes kamp om overherredømmet og det nødvendige Lebensraum i Europa. Tysklands herskende klasse inden for stat, samfund, økonomi og militær fulgte villigt med. Modsat udbruddet af 1. verdenskrig blev den 1. september ikke fulgt af en "jubel-patriotisme". Mindet om krigens skyggesider var for nærværende. Imidlertid blev mange begejstret over værnemagtens hurtige sejre som i Polen i 1939 og Frankrig 1940, og deres loyalitet mod Hitler og NS-ledelsen blev forstærket. Selv starten på krigen mod Sovjetunionen i sommeren 1941 fulgte den samme formel. Nogle måneder senere gik fronten i stå, og senest med nederlaget ved Stalingrad i begyndelsen af 1943 blev det militære omslag tydeligt. "Den totale krig" udbyggede krigssamfundet og udløste endnu mere vold. På hjemmefronten opstod der - side om side med håbet om et mirakelvåben og den endelige sejr - gradvist en følelse af manglende perspektiv og en tålmodig venten på en uundgåelig skæbne. Imidlertid blev denne forværring af stemningen ikke fulgt af nævneværdige modstandsaktioner eller oppositionelle holdninger, heller ikke i krigens sidste år.

Allerede i krigens første måned trådte rationeringen af basisvarer - ved hjælp af levnedsmiddelkort - i kraft. Denne kontrol med forsyningerne fungerede imidlertid bedre end under den forrige krig - denne gang lærte tyskerne først sulten at kende efter krigen. Krigsøkonomien ville imidlertid være brudt sammen uden den udenlandske arbejdskraft på 225.000 arbejdere, der overvejende var tvangsforflyttet. De var beskæftiget i provinsen og satte også deres præg på hjemmefronten. Biograferne og teatret i Kiel tilbød adspredelse med harmløs underholdning, mens værnemagten rapporterede om fremgang. Radio og aviser spredte nyhederne om en tysk "fastholdelseskamp" mod de "uciviliserede barbarer" og "verdensjødedommen". Ikke mindst med disse løgne skabte NS-ledelsen rammerne for den racistiske udslettelseskamp i Østeuropa og for hjemmefrontens vilje til udholdenhed.

På hjemmefronten betød krigen - foruden familiernes sorg over de faldne soldater - først og fremmest én ting: bombeangreb! Kiel - Rigets krigshavn og et centrum for rustningsindustrien - blev et mål for de britiske bomber allerede fra juli 1940. I 1941 begyndte de store angreb og fra 1943 fulgte de britiske og amerikanske tæppebombninger. Frem til krigens ophør omkom i alt 2.900 mennesker på grund af bombeangrebene mod Kiel - i Lübeck i marts 1942 gik mere end 300 mennesker til. I Hamborg omkom næsten 50.000 mennesker inden for få dage i juli måned 1943. De mindre byer og småbyerne blev også ramt, men ikke så ofte: Flensborg blev ramt af et voldsomt luftangreb den 19. maj 1943, i Elmshorn omkom 61 mennesker den 3. august 1943 og yderligere 92 den 26. april 1945, og i Oldesloe døde 706 personer den 24. april 1945. Industriområder som Neumünster eller Geesthacht var også i farezonen, og bombeflyene fløj ofte på mission langs den tyske vestkyst. Landsbyer som Ulzburg og Silberstedt oplevede isolerede bombeangreb. Krigens dagligdag blev overalt bestemt af bunkers, luftalarmer, altomfattende luftforsvar og - en mere eller mindre solidarisk - indkvartering af bomberamte eller evakuerede fra særligt udsatte områder.

De tyske folkefæller engagerede sig i krigshjælpetjenesten, i indsamlinger til soldaterne ved fronten eller i plejen af de sårede, senere i luftforsvaret og som hjælpere i antiluftskytset. Selv om det var i modstrid med nationalsocialisternes ideale kvindebillede, måtte kvinderne erstatte deres kæmpende mænd i rustningsindustrien, landbruget og i håndværksfagene. Især de unge kvinder oplevede en opvurdering i deres nye roller, som de aldrig var blevet til del i fredstid. De indsamlede genbrugsmaterialer, hjalp til i sundhedstjenesten og ydede deres krigsindsats ved at arbejde i landbrug og industri. Endeligt måtte de ældre, men endnu ikke værnepligtige drenge hjælpe til i luftforsvaret som flakhjælpere. Til sidst blev årgang 1929 indkaldt til "krigshjælpetjenesten". De yngre skolebørn fra bombetruede regioner anbragte man i mere sikre områder inden for rammerne af evakueringsprogrammet Kinderlandverschickung.

Se også:

Spørgsmålet om "hvorfor?"
At slippe væk fra flammerne
Kinderlandverschickung
"Faldet for Stortyskland ... retur til afsenderen"
På række og geled
Mobilisering af hjemmefronten
"Én vilje: Sejr"
Flagappel, regnetime, idræt og sociale fritidsaktiviteter
Fremtrædende træk i forskningen
Luftfoto fra september 1944

Flash Player 9 kræves for at vises dette inhold. Download nu.
case storyFortællinger
multimediaMultimediemodul
photosFotos og illustrationer
metainfoBelletristik
metainfoForfatterens kommentarer
imageBiografier