v i m u . i n f o
Deutsche version
grænser politik erhverv samfund kultur havet

Personalepolitisk tilbagespoling i 1950?erne © izrg

I ministerpræsident Walter Bartrams (CDU) regering fra 1950 var der kun én politiker, nemlig indenrigsminister Paul Pagel, der ikke havde været medlem af NSDAP. Socialministeren, Hans-Adolf Asbach (BHE) havde som Kreishauptmann haft en ledende position i forvaltningen i Galizien og kom senere under alvorlig mistanke for at have begået massemord. Bartram udnævnte sin gamle skolekammerat, dr. Ernst Kracht, til chef for delstatskancelliet (Landeskanzlei), hvor han sad på det personalemæssige område frem til 1958. Han havde været NS-overborgmester i Flensborg og distriktsleder Hinrich Lohses tro følgesvend og var derfor omstridt, selv inden for Bartrams regering.

Denazificeringens (udeblevne) personlige konsekvenser blev vurderet forskelligt: som en "særlig slesvig-holstensk udvikling" eller en "renazificering". Klaus-Detlef Godau-Schüttkes forskning belyser eksempelvis denazificeringens sammenbrud på det juridiske område. Grundet manglen på uddannede jurister, der formelt var frifundet i denazificeringsprocessen, anvendte den britiske besættelsesmagt helt fra begyndelsen "Huckepack-reglen" - for hver "frifundet" jurist genindsatte man også én fra kategorien, "mindre belastet". I forlængelse af cirkulæret vedr. artikel 131 i den tyske forfatning blev alle - med få undtagelser - der tidligere havde været ansat i det offentliges tjeneste, fra 1951 lovet genindsættelse, henholdsvis forbedrede pensionsaftaler. Dermed opstod en økonomisk begrundet bølge - da talrige "131´ere" med den nye retspraksis alligevel kom til at stå på delstaternes lønningsliste, bestræbte man sig på så hurtigt som muligt at indsætte dem i eksisterende stillinger i det offentlige - man foretrak dem endda frem for andre ubelastede. Denne kombination af mangel på ubelastet personale og trykket fra 131´erne forskubbede snart det juridiske personale, så der nu optrådte to belastede tidligere NS-jurister for hver ubelastet. Rudolf Katz, der tidligere selv var forfulgt som socialdemokrat og jøde, sad som justitsminister i 1947-1950, hvor han helt og aldeles gik ind for en demokratisk ny begyndelse, men samtidigt optrådte meget tolerant og overbærende over for de karriere-parate NS-belastede. Allerede i juli 1945 havde den britiske militærregering med udnævnelsen af dr. Paul Thamm til leder af Kiels statsadvokatur valgt en mand, der siden 1937 havde optrådt som anklager under utallige sager ved NS-særdomstolen - men nu udbredte en historie om sig selv som senere modstandskæmper.

Det slesvig-holstenske efterkrigssamfund tilbød de tidligere medlemmer af NS´s embedselite generøse muligheder for at integrere sig i samfundet. Inden for hele den offentlige tjeneste var der tale om genansættelser og genoptagelser af afbrudte karrierer. På universitetet i Kiel og de pædagogiske højere læreanstalter lærte professorerne - og de gjorde sig stor umage - at skjule deres publikationer fra NS-tiden. Enkelte læger og repræsentanter for det pædagogiske og historiske felt havde mere at skjule, sågar mordaktioner. Samtlige statsadvokater og dommere fra særdomstolen, der havde administreret NS-uretten, var tilbage i tjenesten i midten af 1950?erne, med mindre de havde nået pensionsalderen eller var flyttet til udlandet. I 1966 var hver 4. af politiets 260 øverste embedsmænd på den ene eller anden måde involveret i NSG-undersøgelser - som mistænkte. Det var kun de gamle medlemmer af NS-partispidsen, der ikke længere var acceptable. Man undgik folk som den tidligere distriktsleder Hinrich Lohse, men lod dem samtidigt i vidt omfang strafferetsligt i fred - vel også for ikke at åbne op for Pandoras æske og dermed starte en lavine af beskyldninger.

Flash Player 9 kræves for at vises dette inhold. Download nu.
multimediaMultimediemodul
case storyFortællinger
photosFotos og illustrationer
imageBiografier
metainfoBelletristik
quotesCitater
metainfoForfatterens kommentarer
bibliographyLitteratur