tilbage Den "asociale" Betty Voß
Betty kom til verden den 25. januar 1911 i Groß Lübs ved Magdeburg. Fattigdom og vold prægede livet i den lille landarbejderfamilie. Som 18-årig levede hun på landevejene, og som 20-årig havnede hun i Kiel, hvor hun blev indlogeret i Mutter Therese - et forsorgshjem for piger. I 1933 blev hun gift og fødte efterfølgende en søn og en datter. Manden drak og var voldelig, og selv var hun nødsaget til at tigge. Familien stødte Kiels frembrydende nationalsocialister, og Betty blev bytte for den statslige forsorg. Hun forsvarede sin trange eksistens, men tabte til sidst kampen mod Käthe Götz, en ubønhørlig sagsbehandler. Til sidst boede hun igen hos Mutter Therese, børnene blev først anbragt på et katolsk børnehjem, og så forsvandt de.
I 1937 blev Betty umyndiggjort af byretten i Kiel på grund af åndssvaghed. Hun blev indlagt på et landssygehus, og efter tre års anbringelse blev hun skilt fra sin mand og udskrevet. Senere arbejdede hun sammen med tvangsarbejdere i rustningsindustrien, hvor hun ikke overholdt det strenge kontaktforbud. Betty forlovede sig på ny; denne gang med hollænderen Johann Driesten. I december 1942 blev hun sammen med andre arresteret på gaden om natten. Johann Driesten blev sendt i koncentrationslejren Neuengamme, hvor han blev dræbt den 3. april 1943.
Bettys straf for hendes "asociale liv" blev kvinde-koncentrationslejren Ravensbrück, hvortil hun ankom den 9. marts 1943. Hun kom aldrig til at glemme sit fangenummer 16.746, og hun måtte bære den sorte vinkel, de asociales mærke. Selv de politiske fanger så med foragt på de sortvinklede. Betty var stadigt nederst i det sociale hierarki. Hun arbejdede i vejbyggeriet, på systuen og til sidst i krematoriet. I perioden 1939-1945 blev 133.000 kvinder sendt til Ravensbrück - 90.000 af dem omkom. Betty skulle hente sine medfangers lig, skubbe dem ind i ovnen og transportere de dårligt nok forkullede rester ned i en sø. Betty kom aldrig rigtigt til at kunne tale om denne grusomme periode af hendes liv, men de frygtelige mareridt pinte hende resten af livet. Men hun overlevede kz-lejren, også selv om hun blev udsat for en eksperimentel fjernelse af en bevægemuskel i armen.
Efter sin frigivelse tog Betty tilbage til Kiel. I 1951 blev hun gift med Fiete, som var den første mand, der ikke slog hende. Så kom hendes personlige befrielse - Käthe Götz, medarbejderen fra byens sundhedsafdeling, var stadigt Bettys sagsbehandler, og den 2. marts 1953 ophævede byretten den tidligere umyndiggørelse. Retten var "nået frem til den konklusion ..., at den umyndiggjorte fremover ville være i stand til at klare sine sager fornuftigt og metodisk." Men nogen ydmyghed fra dommerens side eller en undskyldning fra den offentlige forsorg fulgte der ikke med, og der var heller ikke udsigt til nogen erstatning.
Først årtier senere søgte Betty om en godtgørelse. Hun indgav i 1987 en ansøgning om et engangsbeløb på 5.000 DM. Hun lod til at opfylde betingelserne - beviserne var til at fremskaffe. Desuden var det politiske klima gunstigt - i Forbundsdagen diskuterede man de "glemte grupper", og 42 år efter krigens afslutning vedtog man den 7. marts 1988 at yde godtgørelse til homoseksuelle, sigøjnere og de "asociale". Men Bettys afgørelse faldt allerede den 16. februar 1988, og hendes anmodning blev afvist. For "Omgangen med tvangsarbejdere, der som her tydeligt havde personlige motiver, var ikke noget vidnesbyrd om politisk modstand mod NS-diktaturet. Omgang med tvangsarbejdere var forbudt for hele den tyske befolkning."
Betty blev dybt såret - hendes mistro over for de tyske myndigheder blev forstærket. Men hun lod sig overtale til at appellere og modtog på baggrund af de nye regler sit engangsbeløb i december 1988. Oven i det blev hun i slutningen af 1909 tildelt en tillægspension på 830,22 DM, der blev udbetalt med tilbagevirkende kraft fra 1988 - men ikke fra 1945. Det skete efter tre års sagsbehandling, talløse skriverier, telefonsamtaler og underskrifter. Betty var blevet næsten 79 år og levede yderligere 17 måneder - en kort fase med en sidste værdighed.
Se også:
