v i m u . i n f o
Deutsche version

Hinrich Lohses livsaften © izrg

"Den omtalte har ... tilvejebragt et bevis på sin beherskelse af forvaltningskunsten, som man ellers sjældent ser." Sådan dømte denazificerings-kommissionen i Kiel i 1951 Slesvig-Holstens ex-distriktsleder og overpræsident, Hinrich Lohse. Han havde "distanceret sig både subjektivt og objektivt fra et overdrevent voldsherredømmes foranstaltninger" og skulle derfor kun klassificeres som "mindre belastet" (kategori III) og betale med en nedsættelse af sin aldersrente. I den sidste ende modtog Lohse faktisk en offentlig pension - en beslutning, der forekom skandaløs i betragtning af Lohses forhistorie i Slesvig-Holsten og i Reichskommissariat Ostland.

Et tilbageblik: Den 25. maj 1945 blev Lohse arresteret af britiske soldater. I 1948 fældede Bielefelds Spruchgericht en udtrykkeligt foreløbig dom på baggrund af hans kendskab til de organiserede NS-forbrydelser: den højest mulige straf på 10 års fængsel og en inddragelse af formuen. I årene 1947-1950 efterforskede Kiels statsadvokatur eventuelt belastende konkrete forhold. I forhold til Lohses betragtelige rolle foregik det forbløffende kaotisk, hjælpeløst og mangelfuldt. I 1950 hed det: Sagen indstilles. Lohse blev førtidigt og endegyldigt løsladt allerede i februar 1951 som værende "varigt uegnet til fængsel".

Seks år efter krigens afslutning var Lohse tilbage i sin delstat, hvor han efterstræbte sin juridiske, sociale og historiske rehabilitering og samtidigt tilbragte sin livsaften i en bemærkelsesværdig ro. I 1951 holdt økonomiske bekymringer Lohse beskæftiget - på sin advokats råd søgte han om at blive denazificeret og fremlagde 36 lovprisende forsvarstaler - de såkaldte Persil-beviser - fra tidligere medarbejdere, professorer, ledende forretningsmænd, kirkelige rangspersoner og militærpersoner. De allierede og de tyske myndigheder havde for længst mistet interessen i denazificeringen, og det nye Landdagsflertal havde netop vedtaget afslutningsloven. Så Lohses sag endte som beskrevet ovenfor. Fornyede undersøgelser udført af statsadvokaturen i Itzehoe i perioden 1959-1962 førte ikke til nogen ny anklage. Pensionisten Lohse gentog i ramme alvor, "at det skyldtes hans frasorteringer i august 1944, at mange tusind jøder endnu var i live og aktive." - som om det var de overlevende og ikke de myrdede, der betød noget i en drabssag!

For at forstå udfaldet af en sag som Lohses, er man nødt til at rette opmærksomheden mod Slesvig-Holstens efterkrigssamfund, der dannede rammen om hans livsaften. Endnu mere markant end andre steder blev NS´s tidligere embedselite tilbudt mulighed for at glide ind i samfundet igen. Her tænkes på almindelige tjenestemænd, officerer og ledere, altså medlemmer af den klassiske mellem- og overklasse. Deres deltagelse i NS-forbrydelserne havde været betinget af deres aktuelle rolle og karriere, den havde været en del af en arbejdsdeling og var i mellemtiden blevet fortrængt. Partifolk som Lohse var egentlig ikke tænkt ind. De fulgte nærmest med, da man juridisk ikke kunne skelne mellem en NS-overpræsident på den ene side og en konservativ regerings- eller retspræsident på den anden.

Lohses private omgangskreds begrænsede sig til de regionale partispidser. De var hans venner, men ikke den sociale omgangskreds, han ønskede sig. Helt frem til hans død led han under, at andre undgik ham, selv om de havde gjort karriere med hans hjælp. De så igen fremad efter at være blevet reintegreret i samfundet, og Lohse stod kun i vejen. Det var altså en socialt isoleret livsaften, der endte den 25. februar 1964 i fødebyen, Mühlenbarbek.

Se også:

Hinrich Lohse 1951

Flash Player 9 kræves for at vises dette inhold. Download nu.
case storyFortællinger
multimediaMultimediemodul
photosFotos og illustrationer
metainfoBelletristik
quotesCitater
metainfoForfatterens kommentarer
imageBiografier