tilbage Væsentlige træk i forskningen
Den tidligere forfulgte katolik, Eugen Kogon, gjorde sig i 1947 - i en udtalelse imod denazificeringen - til fortaler for "retten til politiske fejltagelser", men beklagede så i 1954 "de forhenværendes sejr". Theodor W. Adorno kaldte i 1959 Vergangenheitsbewältigung (bearbejdelsen af fortiden) for et "højst mistænkeligt slagord" - det ville ikke nytte, at "man alvorligt bearbejdede det forgangne, bandlysningen ville bryde gennem den lyse bevidsthed" - i stedet tjente bearbejdelsen langt mere den hensigt at "trække en slutstreg" og "hviske det negative ud af erindringen".
I 1967 tog ægteparret Mischerlich fat i fænomenet ud fra en psykoanalytisk vinkel med formuleringen af en "manglende evne til at sørge". Den "ubearbejdede fortid" har siden midten af 1950´rne været anset for en træffende definition på manglerne i bearbejdelsen af NS-tiden. Mens Ernst Nolte i 1986 afværgende beklagede, at det drejede sig om en "fortid, der ikke vil forgå", konkluderede Ralph Giordano i 1987, at den manglende bearbejdelsen af fortiden var tyskernes "skyld nummer to". Hermann Lübbe formulerede i 1983 den tese, at fortielsen af NS-fortiden i 1950´rne havde været det "socialpsykologisk og politisk nødvendige medium" til forandringen fra folkefæller til borgere i Forbundsrepublikken. Fortolkningstilbuddene i den aktuelle debat inden for historievidenskaben domineres af Norbert Freis´ begrebsdannelse om en regelret "fortidspolitik" i 1950´rnes Forbundsrepublik og af Ulrich Herberts henvisning til den belastede NS-elites vellykkede "tilbagevenden til borgerligheden" i samme tidsrum.
