v i m u . i n f o
Deutsche version
grænser politik erhverv samfund kultur havet

Den strafferetlige bearbejdelse af den nationalsocialistiske fortid © izrg

Nürnberg-processerne, der fandt sted mellem 1945 og 1948, omfattede kun en ekstrem lille NS-elite. Mens de britiske militærdomstole - og fra november 1945 gradvist igen de tyske - domfældte i konkrete straffesager, blev der i den britiske besættelseszone indrettet tyske "Spruchgerichte". Det var domstole, der hurtigt - men retsstatligt korrekt - kunne domfælde NS-ansvarlige i to instanser. Disse domstoles bemærkelsesværdige funktion var at straffe medlemmer af forbryderiske NS-organisationer - en vurdering, der var foretaget i Nürnberg - for deres kendskab til forbrydelser som f.eks. holocaust eller drabene på de handicappede. Den højeste strafferamme var ti års fængsel og inddragelse af den dømtes formue. Personligt begåede handlinger skulle derimod fortsat straffes ved de regulære tyske eller allierede domstole. Denne operation "Old Lace" bragte mere end 24.000 civilt internerede i den britiske zone for retten. Selv om kun hver fjerde af de i alt 19.200 domme ved Spruchgericht´en var en frifindelse, måtte mindre end 1.000 anklagede forblive i fængslet, fordi interneringstiden blev indregnet i afsoningen. I begyndelsen af 1949 sad kun 138 af disse medviderdømte stadig fængslet. Man kan undres over mange dommes mildhed, men man skal huske på, at den strafferetlige bedømmelse af en evt. individuel forbrydelse skulle foregå parallelt ved de ordinære domstole. Samlet set må det britiske Spruchgericht-system betragtes som et engageret forsøg på en hurtig første retsforfølgelse.

I de første efterkrigsår gennemgik den regulære retspleje en forvirrende udbygning og var underkastet stadige forandringer. Retssager fandt sted ved de allieredes domstole, men også ved de tyske, der fik stadigt flere kompetencer. Som hovedregel skulle krigsforbrydere udleveres til de steder eller stater, hvor deres forbrydelser var foregået. Domfældelserne af forbrydelser mod medlemmer af det løsere afgrænsede "de forenede nationer" var forbeholdt sejrsmagterne. I den britiske zone måtte de gendannede tyske domstole fra sommeren 1946 først kun procedere mod tyskere, hvis forbrydelser havde ramt andre tyskere eller statsløse. Her kom de tyske retstraditioner til at beskytte mange gerningsmænd - forbuddet mod love med tilbagevirkende kraft forhindrede i reglen domfældelse på grundlag af det nye begreb "forbrydelse mod menneskeheden". Og forbuddet mod at straffe to gange i samme sag førte gang på gang til, at de tyske domstole ikke mente sig i stand til at procedere mod anklagede, der allerede var dømt ved Spruchgericht´en. Det viste sig at være en meget særpræget fortolkning af loven til fordel for tidligere medlemmer af NS´s elite.

Ikke desto mindre var det netop i denne første fase af retsforfølgelsen af NS-voldsforbryderne (NSG: NS-Gewaltverbrechen), at den slesvig-holstenske statsadvokatur foretog langt de fleste forundersøgelser. Samtidigt nåede de højdepunktet af retsgyldige domme - frem til slutningen af 1949 afsagde domstolene mindst 180 af de i alt knap 230 domme, der faldt ind til 1965. Selv om den tyske straffekompetence fra 1951 var sikret med hensyn til alle NS-voldsforbrydelser, sank antallet af forundersøgelser og domme drastisk fra 1950. Det var et udtryk for de allieredes interessetilpasning under den kolde krig og det alment udbredte ønske om at slå en slutstreg under opgøret med fortiden. Det var en udvikling, som den Tyske Forbundsdag imødekom med straffrihedslovene fra 1949 og 1954, der benådede alle anklagede og gerningsmænd, hvis straffe ikke overskred eller truede med at overskride seks måneders, henholdsvis tre års frihedsstraf. Slesvig-Holstens retsvæsen benådede på den baggrund flere end 140 personer.

Et kursskifte satte først ind i anden halvdel af 1950´rne, som f.eks. i processen i Ulm. Her blev en indsatsgruppe, der var ansvarlig for massenedskydninger af jøder og kommunister i Litauen, stillet for retten, efter at de hidtil havde kunnet leve uantastet i Forbundsrepublikken, endda med erhvervsmæssig succes. Processen bevirkede, at man endelig lagde vægt på også at undersøge den tyske besættelsespolitiks forbrydelser helt systematisk. I 1958 oprettede man derfor "Delstaternes justitsforvaltnings centrale kontor til opklaring af nationalsocialistiske forbrydelser" i Ludwigsburg. Slesvig-Holsten tilsluttede sig ganske vist institutionen, men dens justitsministerium forbød i første omgang, at der blev efterforsket inden for delstatens egne rammer. Mange af undersøgelserne kom for sent. I maj 1960 - 15 år efter krigens afslutning - trådte forældelsesfristen i kraft for alle forbrydelser, med undtagelse af mord eller medvirken til mord. Også i Slesvig-Holsten fulgte der talrige henlæggelser af for sent indledte retssager.

Indtil slutningen af 1964 efterforskede det slesvig-holstenske retsvæsen flere end 830 sager mod over 1900 personer. Statistikken domineres af stikkerforbrydelser, forbrydelser mod NS-modstandere, forbrydelser i koncentrationslejre, forbrydelser mod fremmedarbejdere samt fra begyndelsen af 1960´rne forbrydelser begået af indsatsgrupper og -kommandoer. Efter Heyde/Sawade-sagen kom der også fokus på de regionale drab på handicappede. De undersøgelser, som Kiels statsadvokatur indledte i efteråret 1947 og igen i 1961, forløb lige så resultatsløse som Landdagens sideløbende bearbejdelse af forbrydelserne. Landdagens afsluttende rapport fra 1961 konstaterede med bitterhed: "Et stort antal forbrydelser må desværre forblive usonede".

Et mellemresultat i 1965 over retsforfølgelsen af NS-voldsforbrydelserne var stadigt magert. Frem til udgangen af 1964 var retssagerne mod flere end 1100 personer blevet indstillet på grund af manglende beviser, overskridelse af forældelsesfristen eller lovene om straffrihed, mens 520 personer fortsat blev efterforsket. Ganske vist havde de slesvig-holstenske domstole afgjort sagerne mod mindst 230 anklagede frem til 1964, men de 110 var endt med frifindelse. Også senere hen blev der ofte handlet temmelig modvilligt i NSG-sagerne - f.eks. åbnede statsadvokaten i Kiel først en relativ grundig og præcis undersøgelse omkring civilforvaltningen i Reichskommissariat Ostland i 1968, efter at det centrale kontor i Ludwigsburg havde fremsendt en decideret forundersøgelse. I 1971 afsluttede statsadvokaten retssagen mod Theodor Fründt med flere: med hensyn til de stadigt levende deltagere var der ikke tilstrækkelige indicier til at udgøre et - i mellemtiden vanskeliggjort - mordbevis.

Retsvæsenets tilbageholdenhed bliver til dels forklaret med påfaldende personmæssige sammenfald. Der er imidlertid også andre forhold at tage i betragtning - f.eks. vanskeligheder ved at skaffe sikre beviser for voldsforbrydelser, der foregik i det fjerne eller uden at efterlade tilgængelige - eller overlevende - vidner. Retsforfølgelsen blev også besværliggjort af samtidens manglende historiske kendskab, af de indviklede retsforhold med hurtige forældelsesfrister og skærpede krav til bevisbyrden, og endeligt også af det hæmmende aspekt, at der ofte blev efterforsket mod medlemmer af efterforskernes egen højere socialklasse, f.eks. mod jurister, højere tjenestemænd og politifolk.

Se også:

Militærdomstol

Flash Player 9 kræves for at vises dette inhold. Download nu.
case storyFortællinger
multimediaMultimediemodul
photosFotos og illustrationer
metainfoBelletristik
quotesCitater
metainfoForfatterens kommentarer
imageBiografier