tilbage "Skuffe-affæren" (Die "Schubladen-Affäre")
Den 1. marts 1993 trådte den daværende socialminister i Slesvig-Holsten, Günther Jansen, overraskende frem i medierne og fortalte, at han og hans kone to gange havde givet Reiner Pfeiffer ca. 20.000 DM i kontanter. Deres motiv var at hjælpe den arbejdsløse Pfeiffer og hans forhenværende sekretær, som begge var blevet ofre for den såkaldte Barschel-affære, tilbage på fode. Sekretæren var genansat i den offentlige sektor i delstaten, men journalisten Pfeiffer havde det ikke været muligt at hjælpe i arbejde, og det gjorde Jansen ondt. Pengene havde ægteparret samlet i en skuffe og ladet viderebringe i kontanter. Buddet var SPD?s pressetalsmand Klaus Nilius.
Erklæringen fremkom efter nogle Stern-journalisters research - de havde modtaget pengeomslaget af en eks-kæreste til Pfeiffer. Jansens bevæggrunde og de aktuelle omstændigheder blev betragtet som uigennemsigtige og uforklarlige. Journalisterne genoptog deres research af hele affæren. Handlede betalingerne til Pfeiffer om at købe hans tavshed? Der kom fokus på SPD?s rolle i året 1987. Den 15. marts bekendtgjorde Klaus Nilius, at han var nødt til at ændre en del af han udtalelser fra 1987. Den gang havde han sagt, at han havde haft kontakt med Pfeiffer fra juli 1987, men at han ikke havde informeret Björn Engholm om rævestregerne. Den 23. marts meddelte Günther Jansen sin tilbagetræden som socialminister - Han havde måttet indse, at" mange hverken accepterede hans tankegang og handlinger eller fandt dem forsvarlige."
I de følgende uger herskede der stor aktivitet omkring ministerpræsident Björn Engholm, der i mellemtiden også var blevet SPD´s landsformand og kanslerkandidat. Det drejede sig om, hvorvidt Engholm havde fortalt hele sandheden. Hans rådgiver Norbert Gansel, medlem af Forbundsdagen, anbefalede ham derefter "at tage livtag med sandheden", men kort tid efter pressede han på for en tilbagetræden. I det slesvig-holstenske SPD fulgte nu alvorlige personlige fordømmelser. Den 3. maj 1993 trådte Engholm tilbage fra alle politiske poster. Han indrømmede, at han måtte ændre forklaring - faktisk havde sagfører Schulz fortalt ham om mødet med Pfeiffer allerede natten til den 7. september 1987, altså seks dage før valget. Engholms afløser blev Heide Simonis - Forbundsrepublikkens første kvindelige ministerpræsident.
Den 10. marts besluttede Landdagen sig for et nyt undersøgelsesudvalg. Udvalget arbejdede fra den 23. marts 1993 til den 12. december 1995 - 241 møder og mere end 200 vidneafhøringer. "Skuffe-udvalget" slog endeligt fast, at pengene, der blev betalt til Pfeiffer, ikke kom fra "SPD, organisationer tæt på partiet eller fra regeringsregi", men at de var fremskaffet privat. Men man anså selve motivet og Jansens "fremstilling af den foregåede opsparing" for "modbevist" og antog "en indre sammenhæng" mellem Pfeiffers krav og disse betalinger, især da han havde været i besiddelse af "et middel til at udøve pres". Udvalget kunne imidlertid ikke fremlægge et direkte bevis imod Jansens forklaring med hensyn til betalingerne til Pfeiffer.
Der blev omtalt mange indicier, som tydede på, at Engholm var informeret på et tidligere tidspunkt. Nilius havde blandt andet indrømmet, at han havde haft del i begge Spiegel-artiklerne i 1987, og at han også senere havde haft en endnu tættere kontakt til Pfeiffer. Formanden for det nye undersøgelsesudvalg, Heinz-Werner Arens (SPD), sammenfattede denne centrale udtalelse: "Der findes ingen holdepunkter for, at Uwe Barschel skulle have været bagmand eller medvider til overvågningen, den anonyme skatteanmeldelse, Aids-anklagen og den organiserede aflytning; ingen, der berettiger til en sikker konstatering." Barschel havde ganske vist løjet på den såkaldte "Æresords-pressekonference" og tvunget sine medarbejdere til at begå mened. Hans viden og spørgsmål omkring anmeldelsen til skattevæsenet var også entydigt bevist, og han var under alle omstændigheder ansvarlig for den stil, der blev benyttet under valgkampen, men hans rolle som ophavsmand til og medskyldig i de kriminelle aktiviteter var ikke bevist.
Den politiske vurdering i den 700 sider lange slutrapport fik en blandet modtagelse. Medlemmerne af SPD fastslog, "at der i 1987 var begået væsentlige fejl af repræsentanter for SPD i omgangen med Pfeiffer og i omgangen med den erhvervede indsigt. ? SPD beklagede disse hændelser og undskyldte dem." CDU?s medlemmer skrev: "Affæren i 1987 behøver en omfattende omvurdering. ? Der findes ingen som helst beviser for dr. Uwe Barschels meddelagtighed eller medviden".
Undersøgelsesudvalget efterlod flere ubesvarede spørgsmål: Hvordan døde Barschel i virkeligheden? Hvor langt rakte hans ansvar? Forsøgte socialdemokraterne i 1987 at udnytte offerrollen, eller havnede de uforsigtigt i begivenhedernes malstrøm? Hvorfor indrømmede de ikke deres fejl i tide? Hvor troværdig var Pfeiffer? Drev han et dobbeltspil? - Der er stadig god plads til - også de useriøse - spekulationer.
Se også:
