tilbage Det første undersøgelsesudvalg til opklaring af Barschel-affæren
Igennem 80 møder med over 100 vidneafhøringer forsøgte Landdagens undersøgelsesudvalg med juristen Klaus Klinger (SPD) som formand at opklare Barschel-affæren. Resultatet viste et skruppelløst magtmisbrug med henblik på at beholde magten.
I august 1986 havde den siddende ministerpræsident, Uwe Barschel (CDU), bedt bestyrelsesformanden for Springer-forlaget i Hamburg, Peter Tamm, om at formidle en journalist til valgkampåret. Koncernen "udlejede" derefter Reiner Pfeiffer og betalte lønforskellen, og ministerpræsidentens kontor ansatte ham. Han arbejdede kun med Barschels valgkamp. I januar 1987 satte Pfeiffer en detektiv til at skygge Björn Engholm. Detektiven blev bemærket af nogle kriminalbetjente, uden at målet Engholm blev informeret af politiet. I februar 1987 indgik der en anonym anmeldelse til skattevæsenet i Lübeck, som urigtigt antydede, at Engholm ikke betalte den skat, han skulle. Dette blev heller ikke oplyst oppositionslederen. Derefter fulgte den mest nedrige handling, også i februar - Pfeiffer ringede til Engholm og udgav sig for at være læge. Han advarede Engholm om, at han kunne være smittet med Aids. Sideløbende hermed tilbød Pfeiffer avisen Bild historien om Engholms mulige Aidssygdom. Alt dette skete med udgangspunkt i ministerpræsidentens kontor og med hjælp fra enkelte medarbejdere. Og det skete - sådan så det i det mindste ud i 1987/88 - på Barschels initiativ og med hans medvirken og viden.
Barschel, der på mystisk vis døde i Geneve den 11. oktober, kunne på dette tidspunkt ikke bidrage med flere udtalelser. Men det viste sig, at han havde presset nogle af sine medarbejdere til at afgive urigtige edsvorne erklæringer. Sekretærer, en chauffør, den stedfortrædende pressetalsmand og andre tilstod, at de havde løjet under ed for deres chef. Disse usandheder og påvisningen af, at Barschel i det mindste havde været bekendt med den anonyme skatteanmeldelse, overbeviste udvalget om, at Barschel var sagens hovedskyldige.
Den 5. februar 1988 fremlagde undersøgelsesudvalget sin 300 sider lange afsluttende rapport. Deri stod der: "Undersøgelsesudvalget har med forfærdelse måttet fastslå, at delstatens regeringschef vilkårligt har misbrugt sin magt til belastning af sin politiske modstander, og at enkelte medarbejdere i regeringen og CDU har ydet dels bevidst bistand og dels ukritiske hjælpetjenester." Den politiske modstander er blevet erklæret "en personlig fjende", men alligevel gælder det: "Hvad der i medmenneskeligt samvær er ærekrænkende og utilladeligt, må heller ikke forekomme i politikkens verden."
Der fremkom ikke noget fælles svar på det sidste spørgsmål om, hvorvidt socialdemokraterne havde deltaget i sagens afsløring for at påvirke Landdagsvalget. Klaus Nilius, der på dette tidspunkt var pressetalsmand for Engholm, havde indrømmet at have mødtes med Pheiffer fire gange og modtaget informationer om intrigen. Han skulle ikke have talt med andre om dette. Han havde først betroet sig til Günter Jansen umiddelbart før den første offentliggørelse i Spiegel. Derefter mødtes de sammen med advokaten Peter Schulz fra Hamborg med Pheiffer på hotel Lysia i Lübeck den 7. september 1987. De havde frarådet at gå til Spiegel, fordi en offentliggørelse ville være "et dødsstød mod vores måde at føre valgkamp". Björn Engholm havde man ikke informeret.
Udvalgsmedlemmerne fra SPD konkluderede, at der altså ikke kunne være tale om manipulationer. CDU-medlemmerne kom frem til en anden konklusion. De var "nået frem til den overbevisning", at Nilius allerede om sommeren havde fodret Engholm med informationer, og at den første offentliggørelse" i det væsentligste var baseret på informationer, som nyhedsmagasinet måtte have modtaget fra nogle socialdemokrater."
Men dermed var sagen ikke slut.
Se også:
