tilbage Tysk kritik af denazificeringen
Briternes denazificering blev mødt af en omfattende kritik. Tyskerne mente simpelt hen, at den var alt for vilkårlig.
Der var for eksempel forskelle mellem de fire besættelseszoner. Amerikanerne lagde hårdt ud og afskedigede alle offentligt ansatte, der havde haft en rolle inden for nazistpartiet. Briterne bedømte mere individuelt, og de blev snart beskyldt for at se mere på embedsmændenes betydning for forvaltningsarbejdet end på deres adfærd under de nazistiske magthavere. Efterforskningen var koncentreret om de ansatte i det offentlige og lederne i det private erhvervsliv, så der var gode muligheder for at undgå straffesystemet ved at søge sine indkomster andetsteds. Samtidigt gav det forhold, at de fastboende var nemmere at efterforske end flygtningene, også anledning til urimeligheder.
I starten af 1946 blev tyskbemandede udvalg inddraget i undersøgelserne, men de blev så anklaget for at foretage personlige hævntogter. Undersøgelserne tog udgangspunkt i et spørgeskema, der Fragebogen, hvor tyskerne skulle give oplysninger om deres evt. tilknytning til naziregimet, og metoden blev anklaget for at gøre det alt for nemt at lyve sig ud af sin fortid. De små sager blev hurtigt behandlet, mens de store trak i langdrag. Det betød, at de sidste domme faldt på et tidspunkt, hvor denazificeringen var under afvikling, og domspraksis var mildnet. På den måde blev de små fisk bedømt hårdere end de store.
Briterne blev øjensynligt også selv trætte af opgaven og overlod den – med undtagelse af de alvorligste forbrydelser – helt til de tyske udvalg i oktober 47. I 1951 blev denazificeringen endeligt afsluttet.
