v i m u . i n f o
Deutsche version

Landboreformer © sdu

I sidste halvdel af det 18. århundrede blev der gennemført omfattende landboreformer i Danmark. Det skete også andre steder i den nordvestlige del af Europa, herunder i Preussen. Den danske statsmagt gennemførte en række love for kongeriget, men ikke for Hertugdømmerne. Lovene fulgte en udvikling som allerede var i gang flere forskellige steder i Danmark og i Holsten.

Med reformerne blev det traditionelle samfund forandret betydeligt. De økonomiske, sociale og retslige forhold skulle ændres, fordi de blev anset som en hæmsko for den økonomiske udvikling. Derfor begyndte innovative godsejere allerede i 1750´rne at gennemføre større forbedringsarbejder af jorden på deres godser. Det omfattede afvanding og dræning. Det traditionelle trevangsbrug, hvor landsbyen i fællesskab dyrkede jorden, blev ændret til kobbelbrug, som var blevet udviklet i Holsten. Ved kobbelbrug udnyttedes jorden langt bedre, fordi en mindre del af jorden var udlagt til brakmark.

I løbet af de følgende årtier frem til begyndelsen af 1800-tallet blev næsten hele landbruget i Danmark og Slesvig omdannet. Godserne solgte det meste af jorden til bønderne, og landsbyfællesskaberne blev opløst. Med reformerne blev jorden udskiftet, så gårdene kom til at ligge spredt i landskabet på hver sin jordlod. Reformerne skete ikke uden brydninger. Kongen og regeringen gennemførte i de sidste par årtier af 1700-tallet en omfattende lovgivning, som pressede godsejerne til at omlægge driften. Det var der stor utilfredshed med mange steder.

Som en følge af landboreformerne steg landbrugsproduktionen betydeligt. Det samme gjorde indtjeningen hos selvejerbønderne. Samtidig opstod et nyt landproletariat, idet en stor del af befolkningen på landet var jordløse landarbejdere. Der blev mange steder oprettet små husmandsbrug med en lille jordlod, for at sikre at arbejdskraften blev på landet. Og for at sikre mod fattigdom og social uro.

I den østlige del af Slesvig og i Holsten blev jordreformerne kun delvist gennemført. Derfor var en stor del af jorden fortsat ejet af nogle få godsejere. Jorden blev her primært dyrket af jordløse landarbejdere og sæsonarbejdere.

Flash Player 9 krves for at vises dette inhold. Download nu.
case storyFortllinger
multimediaMultimediemodul
photosFotos og illustrationer

videoVideo
lexiconLeksikon