tilbage Jordkampen
Der blev gennem mange år ført en jordkamp i Sønderjylland. En kamp hvor de nationale grupper kæmpede om jorden. Fra 1890´rne blev kampen intensiveret, fordi den tyske stat aktivt søgte at skifte dansksindede landmænd ud med tysksindede.
Frem til 1893 skete der ikke ret meget i forhold til nationalitet og ejerforhold i Sønderjylland. Omkring 78 % af gårdene var ejet af dansksindede, mens kun 17 % var ejet af tysksindede. Det fik myndighederne til at sætte en fortyskningspolitik i værk. I 1891 blev "Bosættelsesforeningen for det vestlige Nordslesvig" stiftet af lokale tyske embedsmænd ved Rødding. I løbet af de næste ti år blev omkring 200 tyske familier bosat på egnen. Der blev også startet bosættelsesforeninger andre steder i landsdelen, men med beskeden succes.
Fra 1896 gik den tyske stat ind og opkøbte 36 domænegårde, som tidligere havde været ejet af danskere. De blev forpagtet ud til tysksindede landmænd ud fra en forventning om, at de ville arbejde for at udbrede tyskheden. Den tyske stat ydede også lån til at udstykke store gårde til mindre brug, men pantebrevene kunne ikke indfries på normal vis. Det var de såkaldte rentegårde, hvor staten skulle godkende fremtidige ejerskifter. På den måde kunne det sikres, at det var tyskere som overtog gårdene.
Det danske modsvar var Foreningen af 5. oktober 1898. En kreds fra det rigsdanske borgerskab og fra godsejerstanden ydede bidrag til foreningen, så den kunne låne penge ud til dansksindede landmænd. I 1909 blev Nordslesvigsk Kreditforening stiftet med det formål at hjælpe dansksindede landmænd. Det er skønnet at kreditforeningen sikrede, at omkring 350 gårde forblev på danske hænder.
I 1912 blev "Lov om styrkelse af tyskheden i nogle landsdele" - Bindeloven - vedtaget i den tyske landdag. Loven omfattede Sønderjylland, og i løbet af kort tid blev 359 ejendomme i landsdelen omdannet til rentegårde. Med bindeloven var der udsigt til, at en stor del af gårdene i Sønderjylland ville gå over til tysk eje. Det forhindrede udbruddet af Første Verdenskrig og - i mindre grad - oprettelsen af Landeværnet. Landeværnet skulle sikre, at dansksindede landmænd indbyrdes forpligtede sig til ikke at omdanne deres gårde til rentegårde.
Jordkampen fortsatte efter genforeningen i 1920 - men da med modsat fortegn. Den danske stat gik dog aldring ind og gennemførte en lovgivning, som skulle sikre at danskere overtog tyske gårde i Sønderjylland. Lokalt blev der fra begge sider foretaget en række tiltag i jordkampen. Men stødt og roligt blev andelen af danskejede gårde større og større - især i årene efter Anden Verdenskrig.
