tilbage Tyrkiske piger og kvinder
I "anden generation" er det stadigt ofte de traditionelle kønsroller, der med den største selvfølgelighed afgør opgavefordeling, pligter og friheder. I de tyrkiske familier er faderen stadigt ofte den, der tager beslutningerne, og andre mandlige familiemedlemmer nyder også tit en større frihed end kvinderne. Inden for familien gælder det om at bevare en vis ære, som mændene traditionelt skal forsvare. Denne forestilling om ære kræver, at kvinder og piger lever et tilbageholdende liv. F.eks. kræver traditionen, at de skal gå uberørt ind i ægteskabet. Mændene i familien bærer ansvaret herfor, hvis de ikke vil miste "deres ære" og dermed deres anseelse.
Men især pigerne sætter stadigt oftere spørgsmålstegn ved disse roller og de værdier, der ligger bag. Kravet om at tilpasse sig det tyske eller danske samfund fører for børnenes vedkommende til et liv i "to verdener". Deres forældre reagerer forskelligt - nogle tolerant, andre beskytter først for alvor traditionerne. Nogle piger i tolerante tyrkiske familier frigør sig og lever som deres tyske naboer - de lærer et erhverv, studerer og vælger selv deres partner. Andre følger traditionen - frivilligt eller under pres. Nogle bliver meget tidligt forlovet, og deres brødre eller fædre våger over deres uskyld. De omgås andre tyrkiske piger og kvinder og må ofte regulært kæmpe for at få lov til at afslutte deres skole- og erhvervsuddannelse. I 1985 fortalte en forsker om en ung tyrkisk kvinde i Kiel, som kunne have fået en læreplads i en tyrkisk børneinstitution. Men hendes far forbød denne erhvervsuddannelse med henvisning til, at mandlige tyrkere ville have adgang til institutionen om eftermiddagen. For ham stod familiens ære på spil. Forespurgt af en forsker forklarede den tyrkiske pige C. i 1989 i Kiel: "Altså, om emnet drenge eller hvorfor de tyrkiske piger ikke må have en kæreste. Altså, hos os i hvert fald, der må vi ikke have en kæreste, for tænk hvis det skulle komme ud. Vi må aldrig have en kæreste, og det, har jeg altid syntes, var dumt". Men: "Der findes mange tyrkiske piger, som går med drenge. Også i vores skole." - Så der foregår en forandring. Eller som den 17-årig H. siger i det samme interview: "Derhjemme, der er jeg jo en tyrkisk pige..."
I Slesvig-Holsten er der siden 1970´rne og 1980´rne opstået kulturelle og socialpædagogiske projekter især for tyrkiske piger og kvinder. Kommuner, velfærdsorganisationer og kirker åbner rådgivningssteder og mødesteder, som tilbyder støtte og sprog- og fritidstilbud. Tilbuddene til pigerne skal tage hensyn til deres særlige integrationsvanskeligheder. Pigemødesteder, der udelukker drenge og mænd efter tyrkisk tradition, fører ofte tyske og tyrkiske piger sammen. Men i dagligdagen fastholdes afstanden mellem de to grupper, fordi deres livsbetingelser er så forskellige - de tyske piger slås ofte med splittede familier, kæresteproblemer, tidlig graviditet, uddannelsesproblemer og stoffer, mens de tyrkiske er optaget af den ældste datters alt for mange pligter i husholdningen, forældrenes manglende støtte i uddannelsesspørgsmål, frygten for tvangsægteskaber og fjendtligheden mod de fremmede.
Specielle initiativer for gifte kvinder skal forebygge isolationen af tyrkiske mødre og koner, som tit har de største problemer med integrationen. De har ofte kun en meget ringe skoleuddannelse, taler dårligt nok tysk og er afhængige af deres familier. I begyndelsen af 1980´rne startede Evangelischen Familienbildungsstätte i Neumünster et vellykket modelprojekt - sprog- og livsskolen "Almanca Kursu" - for tyrkiske kvinder: Her skulle de have et frirum, hvor de kunne udvikle en større selvbevidsthed. Ud over almindelig dagligdagslærdom og sprogkurser drejede det sig om at give de tyrkiske kvinder det samme indblik i det tyske samfunds kulturelle og religiøse værdier, som deres børn fik i skole- og uddannelsessystemet.
