v i m u . i n f o
Deutsche version

Tyrkiske traditioner? © izrg

Tyrkere i Slesvig-Holsten adskiller sig fra flertalsbefolkningen ved deres sprog, oprindelse, religion og kultur. Og deres naboer forventer en ret så ensidig integration af dem: de skulle gerne beherske tysk, holde mindre fast i deres baggrund og åbne sig for den tyske kultur. De tyrkiske familier, som bor her permanent, kommer altså under et kulturelt pres. På den ene side forsvarer de deres medbragte værdier i det fremmede, og på den anden side må de erkende, at deres børn og børnebørn vokser op under nye betingelser. Det er et pres, der først og fremmest kommer til udtryk i familierne.

Ifølge en rundspørge blandt ca. 240 tyrkiske familier i Slesvig-Holsten består en tyrkisk familie gennemsnitligt af 5,4 personer - far, mor og 3 eller 4 børn. Den gennemsnitlige fødselskvote ligger højere for tyrkiske kvinder med 2,4 børn end for de tyske kvinder med 1,3 barn. Størsteparten af de tyrkiske familier bor også sammen, idet der forekommer færre skilsmisser end i tyske familier.

Det traditionelt tætte sammenhold indenfor de tyrkiske familier hviler på en lang tradition med faste regler og en relativ klar orden. I de tyrkiske familier er faderen stadigt ofte den, der tager beslutningerne, og andre mandlige familiemedlemmer nyder også tit en større frihed end kvinderne. Værdier som ærlighed, respekt for de ældre, generøsitet, anstændighed, respekt og gæstfrihed er meget vigtige. Desuden gælder det for familien om at bevare en vis ære og at vogte over den - i den traditionelle landlige tilværelse er det mændene, der forsvarer den. Mændene kan erhverve sig indflydelse og uddannelse, men familiens ære afhænger af, at kvinder og piger lever et tilbageholdende liv. Også det skal mændene i familien garantere - ellers fortaber de deres ære, oplever skam og bliver ikke mere taget alvorligt.

Også i den "anden generation" afgør de traditionelle kønsroller ofte opgavefordeling, pligter og friheder med den største selvfølgelighed. Det er imidlertid ikke et tyrkisk særkende. Disse forhold finder man - stort set uforandret - også i mange andre dele af Sydeuropa. Det betegnes familisme; men man kan også trække paralleller til en ortodoks katolicisme.

I den tyrkiske dagligdag tilbringer de forskellige køn traditionelt ikke deres fritid sammen. Mænd udøver deres kultur blandt andre mænd, og det samme gør kvinderne, som knytter sig til hinanden i stærke netværk. Alligevel danner familien kernen i den enkeltes identitet. Dermed holder den vesteuropæiske fordom om den tyrkiske storfamilie ikke stik, selv ikke i Tyrkiet. Industrisamfundets virkelighed bevirker, at kernefamilien er fremherskende, i hvert fald i byerne. Det gælder især for de tyrkere, som er kommet til Tyskland.

I de slesvig-holstenske byer danner det tyrkiske mindretal egne delsamfund og har sin egen repræsentation - "Türkische Gemeinde in Schleswig-Holstein" (Den tyrkiske gruppe i Slesvig-Holsten). De har egne foreninger, menigheder, idræts- og musikklubber, restauranter, læger, advokater og forretninger; som i øvrigt bidrager positivt til den tyske økonomi og skatteindtægterne, og som tyskerne benytter stadigt oftere. Dermed sikres samhørigheden, de egne værdier og traditionerne inden for modtagerlandets rammer. Men! Disse særlige indvandrersamfund i Kiel eller Flensborg adskiller sig ikke kun fra det tyske samfund, men efterhånden også fra samfundet i Tyrkiet. Der kalder man de tyrkere, der bor i Tyskland, for "tysklændere", fordi de bryder med traditionerne og også på andre måder fremtræder anderledes. Tyrkere fra Tyrkiet tager afstand fra "tysk-tyrkerne" - et udtryk, som tyrkere, der er født i Tyskland, ofte selv anvender med stolthed.

Men alligevel lever myten om tilbagekomsten til Tyrkiet. F.eks. sparer mange op til en mulig tilbagevenden til "hjemlandet", eller de besidder fast ejendom i Tyrkiet. Det er bemærkelsesværdigt, at denne "tilbagekomstmyte" også er vidt udbredt blandt de, der er født i Tyskland. Man finder næppe en tyrkisk familie, der ikke snakker om det. I 1993 svarede næsten halvdelen af alle adspurgte tyrkere i Kiel "ja" til spørgsmålet, om hvorvidt de "på et eller andet tidspunkt" ville vende tilbage til Tyrkiet. Alligevel er ønsket om at vende tilbage langt stærkere i den første generation end i den anden. Ønsket viser, at mange slesvig-holstenere med tyrkisk afstamning føler sig knyttet til Tyrkiet og derfor kun vanskeligt kan forestille sig Tyskland som en endelig hjemstavn. Splittetheden mellem de to verdener sammenfatter den 12-årige G.: "Altså, jeg ville helst blive i Tyrkiet. Ja, men på en eller anden måde vil jeg også blive her." Drømmen om at vende tilbage konsoliderer den personlige identitet og giver en vis sikkerhed. Den giver også selvbevidsthed i et værtsland, som ikke kun er gæstfrit.

Se også:

Tyrkiske gæstearbejdere i en restaurant i Flensborg 1981
En dansegruppe fra den tyrkiske kulturforening i Flensborg 1986
Warum Türkische Gemeinde in Schleswig-Holstein?
Logoet for den "Tyrkiske Gruppe i Slesvig-Holsten"
Integration

Flash Player 9 kræves for at vises dette inhold. Download nu.
case storyFortællinger
multimediaMultimediemodul
photosFotos og illustrationer
audio Audio
sourceKilder
quotesCitater
metainfoForfatterens kommentarer
imageBiografier
lexiconLeksikon