v i m u . i n f o
Deutsche version
grænser politik erhverv samfund kultur havet

Tyrkiske gæstearbejdere i Slesvig-Holsten © izrg

"Uden gæstearbejdere går det ikke!" mente den slesvig-holstenske socialminister Karl Eduard Claussen i 1975. Ud fra den samme holdning var regeringerne i Forbundsrepublikken og Tyrkiet fjorten år tidligere efter langvarige forhandlinger blevet enige om at formidle tyrkisk arbejdskraft til de tyske delstater. Rekrutteringsaftalen (Anwerbeabkommen) - som fulgte andre tilsvarende aftaler, der var indgået siden midten af 1950´rne - skulle afhjælpe manglen på arbejdskraft i Tyskland. Samtidig skulle de tyrkiske arbejdere høste viden og erfaringer, som de kunne anvende i Tyrkiet efter deres hjemkomst.

"I begyndelsen var der jo så at sige interesse, fordi man jo ikke kendte hinanden, fordi der ikke endnu var så stor en mængde gæstearbejdere der. Først var der jo fordomme mod italienere, men endnu ikke mod tyrkere." Sådan skildrede den tidligere tyrkiske gæstearbejder og formand for "Türkische Gemeinde in Schleswig-Holstein" (Den tyrkiske gruppe i Slesvig-Holsten), Ahmed Akkay, i et interview i slutningen af 1990´rne det tyske samfunds reaktion på de immigrerede arbejdere fra Tyrkiet. Mange tyskere opfattede de tyrkiske arbejdere som gæstearbejdere; et begreb, der tit blev forbundet med egenskaber som "tilbagestående", "fattige", "uuddannede" og "nøjsomme".

De tyrkiske arbejdsmigranter i Slesvig-Holsten mødte massive tilpasningsvanskeligheder, som ikke blev mindre af det tyske samfunds optræden. De måtte især kæmpe med sprog- og kommunikationsproblemer og blev ikke tilbudt sprogundervisning. "Når de (gæstearbejderne) blev tiltalt med ,du? eller ,Ali? eller noget lignende, så kunne de ikke tage til genmæle", husker Ahmed Akkay.

For mange tyrkiske gæstearbejdere var boligsituationen heller ikke nem. Hvor de i Tyrkiet boede i deres egne boliger, måtte de i Tyskland ofte indrette sig i "kollegier" med flersengsstuer, delvist i gamle baraklejre, som havde været anvendt til flygtninge i efterkrigstiden. Andre - som Lüfti Sapan, der i 1971 arbejdede ved Kieler værftet HDW - klagede over for høje huslejer. Han kunne fortælle, at hans møblerede værelse i en gammel udlejningsejendom i Kiels centrum kostede ham 250 DM, en tredjedel af bruttolønnen. I 1974 viste en rundspørge i Kiel, at tyrkiske arbejdere værdsatte deres leve- og arbejdsvilkår, mens boligsituationen tit ikke var tilfredsstillende.

Hvorfor tog så mange tyrkere mod tilbuddet fra Tyskland og forlod deres hjemland for at arbejde i det fremmede? Tit var det økonomiske grunde, der fik tyrkerne til at tage til Tyskland. Mange tyrkiske arbejdere forventede en personlig uafhængighed, som var dem forment i Tyrkiet, materiel sikkerhed og bedre erhvervsmæssige forudsætninger i fremtiden. Rekrutteringsaftalen forudsatte nemlig et arbejdsforhold af to eller tre års længde i Tyskland og så en returnering til hjemlandet. Men tit kunne gæstearbejderne alligevel ikke gennemføre denne plan, som Orhan Cerrah fortæller: som mange andre gæstearbejdere hentede hans far sin familie til Slesvig-Holsten i stedet for at vende tilbage til Tyrkiet efter få år. Det var udslagsgivende, at herr Cerrah ikke havde kunnet nå sine opsparingsmål så hurtigt, som han havde forestillet sig.

Se også:

Flash Player 9 kræves for at vises dette inhold. Download nu.
case storyFortællinger
multimediaMultimediemodul
photosFotos og illustrationer
audio Audio
sourceKilder
quotesCitater
metainfoForfatterens kommentarer
imageBiografier
lexiconLeksikon