v i m u . i n f o
Deutsche version
grænser politik erhverv samfund kultur havet

Den nydanske bevægelse i Slesvig-Holsten © izrg

Den 21. juni 1945, seks uger efter den tyske kapitulation, rettede sydslesvigere en overraskende henvendelse til Danmarks regering. I den hed det: "Vi erklærer hermed, at vi vil være den danske stats loyale borgere, og at vi er villige til at sætte alt ind på at opdrage vores efterkommere i denne ånd." - Alene 10.000 flensborgensere havde skrevet under på et krav om at få den dansk-tyske grænse flyttet til Ejderen. Det var store dele af lige netop den befolkning mellem Flensborg og Slesvig, Niebüll og Tønning, som i 1933 havde bakket om NS-bevægelsen med en særlig enighed, der nu satte spørgsmålstegn ved tilhørsforholdet til Tyskland.

Slesvigsk Forening, som organiserede det danske mindretal, var under NS-tidens trængsler skrumpet ind til 2.700 medlemmer. Men nu steg tallet hurtigt - i slutningen af 1945 var der 12.000 medlemmer og frem mod 1948 helt op til 75.000. Mange kunne dårligt tale dansk og var ukendte med den danske kultur. Men den "nydanske bevægelse" var blevet en stærk politisk magt i regionen. Den havde efter manges mening styrken til at flytte grænsen i et samarbejde med den danske modernation. Mange opfattede målet om en statslig adskillelse fra Tyskland som en distancering til den fælles fortid. Det andet hovedformål gjaldt flygtningenes og de fordrevnes udvisning af regionen.

Således skrev Wilhelm Höhnck - en bonde fra Eiderstedt og nyt medlem af mindretallet - til en ven: " Flygtningeandelen ligger på mellem 90 og 140 procent i de enkelte kredse af Slesvig og fører allerede nu gennem talrige giftermål til opløsningen af vort folk. De er ikke af vores slags, men tysktalende slavere, som vi ikke frivilligt vil overlade en tomme af vores jord. Vi er ikke til sinds at lade en eneste bosætte sig fra et folk, som siden 1864 uafbrudt har berøvet os vore rettigheder." - Det antipreussiske præg, som nærmede sig racistiske formuleringer, fandtes også i nogle af de begæringer, som dansksindede rettede til den britiske besættelsesmagt, f.eks. i september 1945 i Flensborg: " Vi kræver, at vores grænseland Sydslesvig så hurtig som muligt bliver befriet for flygtninge. I månedsvis er denne strøm af fremmede skyllet hen over vores hjemstavn og truer med at fortrænge vores nedarvede nordiske folkeart fra Sydslesvig eller i det mindste at udtynde den biologisk. ... Hvis Sydslesvig ikke befries for masse-indvandringen af flygtningene, så betyder det, at vores rolige nordiske befolkning fremmedgøres og yderligere vil blive styret af elementer, som kommer fra Europas urocentre (Danzig, Østpreussen, den polske korridor, Sudeterland etc.)."

At grænsen ikke blev flyttet og flygtningene fik lov at blive, beroede især på, at København og London optrådte forsigtig, nøgtern og diplomatisk dygtigt, indtil problemet blev løst som et mindretalsproblem i Kiel-erklæringen fra 1949 og København-Bonn-erklæringen fra 1955. Vel at mærke med særlige privilegier til grænseområdets mindretal, som er omfattet af en særlig beskyttelse og princippet: "Dansker er den, som vil være dansker" ... Dette "bekendelsesprincip" gælder for det danske og det frisiske mindretal i Slesvig-Holsten, men også for det tyske mindretal i Danmark, som efter sin illoyale optræden under NS-tiden og den efterfølgende retsforfølgelse igen blev optaget i det danske samfund.

Flash Player 9 kræves for at vises dette inhold. Download nu.
case storyFortællinger
multimediaMultimediemodul
photosFotos og illustrationer
videoVideo
quotesCitater
metainfoForfatterens kommentarer
lexiconLeksikon