tilbage "Displaced Persons"
"I efterkrigstiden var polakkerne og derefter russerne jo de herskende ... De tog simpelthen alt. Og denne trussel var der hele tiden." Sådan husker et nordfrisisk øjenvidne i 2004 de såkaldte Displaced Persons. Det var de allieredes begreb for alle de udlændinge, altså tidligere tvangsarbejdere, krigsfanger, kz-fanger eller flygtninge, der befandt sig i Tyskland umiddelbart efter krigens slutning. De allerfleste af disse oplevede den 8. maj 1945 som en befrielse, og mange lod deres vrede over deres tidligere herskeres uretfærdigheder få frit løb. Men denne såkaldte DP-kriminalitet havde slet ikke det omfang, som den fælles tyske erindring senere har tilskrevet den. Denne fejlagtige forestilling bygger ubevidst på andre forhold, som f. eks. den ufordøjede ombytning af rollerne, projekteringen af alle vanskelighederne over på en enkelt gruppe og også en fortsat eksisterede ringeagt.
I Slesvig-Holsten drejede det sig om ca. 300.000 mennesker, der var blevet rykket op med rode. Ud fra den tyske befolknings synspunkt blev disse mennesker behandlet bedre end andre, hvilket meget vel kan have været rigtigt i hvert fald i begyndelsen. For at håndtere forsyningsproblemerne (gen)anbragte man dog for det meste DP´erne i lejre, der var alt andet end komfortable. I enkelte tilfælde rømmede de britiske besættelsesmyndigheder hele landsbyer med henblik på en midlertidig anbringelse af udlændingene. Det ramte de østholstenske sogne Haffkrug og Sierksdorf og de nordfrisiske landsbyer Högel og Ahrenviöl. Her oplevede man i en periode på nogle måneder "Polentiden", som lokalhistorikere beskrev som "de værste år" eller "det mørkeste og mest smertefulde kapitel" i landsbyernes historie.
I overensstemmelse med internationale aftaler lod besættelsesmyndighederne DP?erne vende tilbage til deres hjemland så hurtigt som muligt. For mange sovjetborgere var hjemtransporten - der ofte måtte tvinges igennem som i Flensborg i 1945 - forbundet med ny frygt. Det stalinistiske Sovjetunionen beskyldte nemlig generelt de borgere, der havde overlevet fangenskab eller tvangsarbejde i Tyskland, for forræderi. Andre DP´ere, først og fremmest polakker, tøvede også med at rejse hjem - deres østpolske hjemegne var kommet under sovjetisk domæne, og resten af Polen udviklede sig til et kommunistisk diktatur. I slutningen af 1945 opholdt der sig stadigt flere end 100.000 DP?ere i Slesvig-Holsten - mange udvandrede oversøisk, mens andre tog permanent ophold i landsdelen.
Se også:
