tilbage "Vandrefuglen" i Flensborg
Mange unge mennesker i Flensborg følte sig tiltrukket af "Vandrefuglens" idéer. Således opstod der i 1910 endog to Vandrefugle-grupper - én ved den statslige latinskole i maj og en anden ved byens gymnasium før efterårsferien. Fire måneder senere slog de to grupper sig sammen til et fælles forbund. Som lokalgruppe var de tilknyttet det større "Wandervogel Deutscher Bund für Jugendwanderungen" ("Vandrefugl Tysk Forbund for Ungdomsvandreture"). I 1913 smeltede "Vandrefuglen" sammen med andre forbund til "Einigungsbund Wandervogel e.V." ("Forenede Forbund Vandrefugl").
Foreningens medlemmer oplevede et usædvanligt fællesskab i gruppen - fællesskabet mellem jævnaldrende, men også mellem ældre og yngre. Det fælles "du", vandreturenes oplevelser og samværet ved deres "redeaftener" knyttede dem sammen. De yngre holdt af at være fri for hjemmets og skolens tvang, og alle nød de selvstændige oplevelser og at diskutere og synge. Oven i det fulgte en dvælen ved naturen og deres egen hjemegn. Således arrangerede Flensborgs Vandrefugl regelmæssigt weekendture på en enkelt eller halvanden dag og i ferierne længere rejser. På de korte ture i Flensborgs omegn deltog som oftest 20- 30 personer; på de 8-10 dage lange rejser deltog 15-20 medlemmer i udforskningen af provinsen Slesvig-Holsten.
Men de særlige arrangementer, som for eksempel solhvervsfesten den 21. juni, årets længste dag, var foreningslivets højdepunkter. Til disse arrangementer mødtes betydeligt flere medlemmer end til de almindelige ture, for der mødte alle op, som følte et tilhørsforhold til Vandrefuglegruppen. Ved solhvervsfesten rejste man sammen til et egnet udflugtsmål ved yderfjorden, som regel ved Bokholms stejle kyst, ved Bokholmwiks kystslette eller på lavlandet ved Osterholz. Her slog vandrefuglene deres telte op, indrettede kogesteder og samlede træ til bålet. Enhver havde sin opgave, alle hjalp til, og vandrefuglene dyrkede sine ritualer: så snart det blev mørkt, samlede gruppen sig omkring bålets brænde, som blev antændt af gruppelederen. Når ilden havde godt fat, brød medlemmerne ud i sang, ofte sangen fra frihedskrigen. For mange af deltagerne var det efterfølgende optagelsesritual for nye medlemmer en uforglemmelig oplevelse. Før flammerne døde ud, begyndte vandrefuglene at hoppe over ilden; først de ældre alene, så to og to og tre og tre, hvorved de ældre drog de yngre med sig. Til sidst sprang de unge medlemmer alene. Derefter fulgte en nat under stjernehimmelen eller i teltene.
Medlemmerne af Vandrefugleforbundet blev betragtet som voksne, fra de var fyldt 18 år - de var derefter ældre førere og såkaldte "Eufrat"-medlemmer; ("Eltern- und Freundesrat"), som blev valgt som juridiske garanter for den samlede gruppe. Skoleelever og andre unge under 18 år var ikke direkte medlemmer af forbundet, men blev indført i "Vandrefuglenes bog". De var ikke forpligtet til regelmæssigt at deltage i vandreturene. Flensborgs medlemstal steg i 1912 fra 54 til 70, og vandrefuglene fra 74 til 110. En lokalgruppe bestod af følgende elementer: en lokalgruppeleder, førerne, skolarerne / vandrefuglene og kyllingerne, som endnu ikke var optagede som vandrefugle. Gruppens hierarkiske orden var tydelig. Denne skulle dog hovedsagligt afspejle graden af menneskelig modenhed, erfaring og viden.
Flensborgs Vandrefugleforening eksisterede, indtil den blev forbudt af nationalsocialisterne den 17. juni 1933.
Se også:
