v i m u . i n f o
Deutsche version
grænser politik erhverv samfund kultur havet

Børnearbejde i Slesvig-Holsten © izrg

I det 19. århundrede var børns beskæftigelse inden for landbrug, håndværk og hjemmeerhverv vidt udbredt i Slesvig-Holsten. Piger og drenge måtte allerede fra 6-7 års alderen mange steder arbejde som billig arbejdskraft i flere timer om dagen for at bidrage til familiens forsørgelse. Børn blev sat til at arbejde overalt, hvor der fandtes enkle opgaver, som var nemme at sætte sig ind i og ikke krævede nogen særlig uddannelse.

Da industrialiseringen tog fart i Slesvig-Holsten i 1830´erne, lod virksomhedsejerne også børn arbejde i deres fabrikker. Selv om deres antal forblev lavt sammenlignet med landbruget - på grund af industrialiseringens relativt beskedne omfang - betød fabriksarbejdet for en del børn en væsentlig forringelse af deres livsbetingelser. Her truede nye farer, både gennem kontakten med sundhedsskadelige stoffer og farlige maskiner, og i form af uvante kropslige og psykiske belastninger under monotone produktionsforløb eller høje varmegrader.

Et eksempel var tændstikfabrikkerne, hvor mange børn arbejdede. Fosforen, som anvendtes i produktionen angreb de ansattes hud, øjne og lunger. I de værste tilfælde fik også børn den såkaldte fosforkrenose, hvor fosfordampene ødelagde tænder og kæbeben. Sygdommens dødelige udgang kunne ofte kun forhindres ved en amputation af underkæben.

Trods disse alvorlige risici støttede flertallet af befolkningen pigernes og drengenes arbejde i tændstikfabrikker, jernstøberier, teglværker, tobaks- og tekstilfabrikker, sukkerraffinaderier, papir- og glasfabrikker - for kun at nævne nogle enkelte erhverv. De sociale ulemper og helbredsmæssige farer, som fulgte med arbejdet i fabrikkerne, spillede i begyndelsen ingen rolle i den offentlige bevidsthed. Heller ikke familierne gjorde modstand mod børnenes fabriksarbejde. Mange af de berørte familier havde brug for børnenes ekstra indkomst for at sikre deres egen eksistens. Forældre, som arbejdede i samme fabrik som deres børn, protesterede ikke, fordi de så kunne risikere at miste deres eget arbejde. Fabrikanterne begrundede som regel børnearbejdet med, at visse opgaver bedre kunne udføres af børn på grund af deres størrelse. Men det var nok endnu vigtigere, at de kunne betale børnene en betydeligt lavere løn end de voksne. En økonomisk sidegevinst var, at den lave aflønning af børnene også var med til at holde de voksnes løn nede.

Arbejdet i fabrikkerne forværrede børnenes fremtidsudsigter på lang sigt. For børnearbejderne blev også forfordelt i forhold til skolegangen. Ganske vist havde der siden 1814 eksisteret almindelig skolepligt for piger op til 14 og for drenge indtil 15 års alderen, men fabriksarbejdet - der kunne løbe helt op i 14 timer om dagen - lod sig vanskeligt forene med en regelmæssig skolegang. Også på landet indstillede mange skoler undervisningen i sommermånederne, fordi en stor del af eleverne skulle hjælpe med høsten. Men arbejdet i landbruget var for det meste sæsonafgrænset, så børnene i det mindste kunne gå i skole de øvrige måneder. For at leve op til skolepligten og tage hensyn til fabrikanternes krav, blev der enkelte steder indrettet fabriksskoler. Således fik piger og drenge, som gik i Lübecks fabriksskole, fem timers undervisning om ugen. På en normal fattigskole i Lübeck var der derimod 32 undervisningstimer. Fabriksskolernes undervisningstider var især indrettet efter fabriksejernes behov. Med en seksdages uge måtte børnene som regel enten gå i skole før eller efter arbejdstid eller om søndagen. Oven i købet blev de truet med et fradrag i lønnen, hvis de forsømte uden gyldig grund, for fabrikanterne skulle stå til regnskab for den regelmæssige skolegang over for "fabriksinspektørerne"

Fra 1870´erne gik børnearbejdet i fabrikkerne støt tilbage. Den preussiske stat havde - på grund af mangeårige negative erfaringer - allerede i 1839/1853 indført arbejderbeskyttelseslove. Indtil da ødelagde fabriksarbejdet mange unge mænds helbred i et omfang, der gjorde dem uegnede til militærtjeneste. Disse forskrifter trådte også i kraft i Slesvig-Holsten efter 1867 og indskrænkede stærkt børnearbejdet i fabrikkerne. Lovenes overholdelse blev først overvåget af de lokale politimyndigheder. Senere overtog såkaldte virksomhedsråd og fabriksinspektører ansvaret. Det skete også stadigt oftere, at præster og lærere påpegede overtrædelser af børnebeskyttelseslovene - især da der nu fandtes juridiske pressionsmidler. Deres kritik rettede sig dog ikke så meget mod selve børnearbejdet, men de var vrede over børnenes fravær fra skole og religionsundervisning. Det var først hen ad vejen, de også kritiserede de negative konsekvenser, som arbejdet havde for børnenes helbred. Kirken bekymrede sig også - omkring anstændigheden og moralen i fabrikkerne. Det gjaldt især for fabrikker med arbejdskraft af begge køn. Således gennemførte kirkerne f.eks. adskilte vaskerum til drenge og piger i hver enkelt fabrik, som havde børn og unge ansat.

Arbejdsgiverne forsøgte at omgå reglerne - og dette var tit muligt af den simple grund, at begrebet "fabrik" ikke var præcist defineret. Og der var ikke lagt nogen særlige begrænsninger på børnearbejdet i andre virksomhedstyper. Efter definitionen var en "fabrik" et arbejdssted med en omfattende maskinel produktion, eller en virksomhed med mange ansatte og høje produktionstal. Også steder med hovedsageligt håndarbejde, men hvor det blev fremstillet under en arbejdsdeling, blev betragtet som fabrikker.

Takket være en øget kontrol og yderligere begrænsninger fik initiativerne alligevel en effekt. I 1878 forbød staten helt fabriksarbejde for børn under tolv år. Generelt gik antallet af børn beskæftiget i fabrikkerne nu stærkt tilbage, mens forholdene på arbejdspladserne samtidigt blev forbedret. I 1891 fulgte et principielt forbud mod at beskæftige skolepligtige børn i fabrikkerne. I 1903 udvidede lovgiverne forbuddet til også at omfatte handel, håndværk, transport og hotel- og restaurationsfaget. Kun landbruget var undtaget.

Der var mange grunde til børnearbejdets endelige tilbagegang. En vigtig rolle spillede den forbedrede sociallovgivning og forståelsen af, at børn har brug for særlig beskyttelse og støtte. Men det var ikke kun på grund af forbuddet mod børnearbejde og den strenge håndhævelse af skolepligten, at virksomhederne holdt op med at ansætte børn. De stigende krav til medarbejderens kvalifikationer fik arbejdsgiverne til i stedet at beskæftige voksne og uddanne - og videreuddanne - de unge. Imidlertid havde udviklingen kun betydning for "børnene" under 14 år - størstedelen af de ældre børn arbejdede i deres videre opvækst på lige fod med de voksne.

Se også:

Børn i et glassmelteri
Kartoffelhøst i Ditmarsken omkring 1905
Arbejdskort
Læreren D. F. Bestmann beretter om børnenes arbejde i glasværket i Ottensen omkring 1864
Aussage eines Fabrikinspektors aus dem Jahre 1887
Høstmedhjælper

Flash Player 9 kræves for at vises dette inhold. Download nu.
case storyFortællinger
multimediaMultimediemodul
photosFotos og illustrationer
imageBiografier