tilbage Børn og unge i det 19. århundrede
Først hen mod slutningen af det 19. århundrede fik begrebet "ungdom" den betydning, som det har i dag - som en udviklingsfase mellem barndom og den egentlige voksentilværelse. Indtil da skelnede man kun mellem børn og voksne, hvorved barndommen ikke sjældent sluttede med indgangen til arbejdsmarkedet i en alder af 6-7 år. Tidligere tog samfundet ikke notits af udviklingsfasen "ungdom", fordi samfundets sociale kontrol var så stor: de snævre sociale normer tillod hverken en periode til "at finde sig selv" eller til at tvivle om egen livsbane. Denne var for det meste givet af forældrene og de økonomiske og sociale betingelser. Det var først det 19. århundredes omvæltende samfundsændringer, der åbnede for en udfoldelse af denne udviklingsfase og for en egentlig "ungdoms"kultur. Men i første omgang opfattede samfundet "ungdommen" som et politisk og socialt problem.
Som følge af den store befolkningsvækst i det 19. århundrede forværredes chancerne for at finde arbejde for landdistrikternes unge. Samtidig skabte industrialiseringen talrige nye arbejdspladser i byens fabrikker. Mange unge mennesker flyttede derfor til byerne, hvor de ganske vist fandt arbejde, men hvor de også fandt, at den hidtidige sociale kontrol var ophævet. Byerne voksede i forlængelse af denne urbanisering, og også aldersstrukturen ændrede sig: byens befolkning blev yngre, mens landbefolkningen blev ældre. De unges tilflytning ændrede også livsformerne i byerne. Da de private boliger var knappe og dyre, skete det ofte, at op til tre arbejdere skiftedes til at bruge den samme seng, og livet flyttede i stigende omfang ud i det offentlige rum. På den måde opstod der nye hverdags- og fritidskulturer, mens de traditionelle værdier stadigt gjaldt på landet. Gamle autoriteter som kirke og familie mistede sin betydning i byen. Langsomt opstod en særlig "ungdoms"-kultur med egen livsstil, egen tøjstil, egne ritualer og værdier, som efterhånden blev bemærket i offentligheden og yderligere tiltrak den landlige ungdom.
De nye ungdomsmiljøer kunne inddeles i tre store grupper: landboungdommen, arbejderungdommen og den borgerlige ungdom. Landets børn og unge blev opdraget til opgaverne på bondegården, og deres bidrag til de daglige opgaver var en selvfølge. Ungdomsfasen tjente til en social integration i den bestående orden, som var bestemt af de voksne og landsbyfællesskabet. I byen steg antallet af unge arbejdere voldsomt omkring århundredskiftet. Det skyldtes til dels de unge mænd og kvinder, som flyttede fra landet til byen for at finde arbejde. Mens de unge tilflyttere unddrog sig den direkte kontrol fra deres tidligere miljøer, voksede også byens "indfødte" arbejderbørn op uden de tidligere helt selvfølgelige faste sociale bånd. Når deres far og mor skulle arbejde, blev de tidligt overladt til sig selv og måtte bidrage til familiens underhold. De borgerlige unges erfaringer var helt anderledes end landbo- og arbejderungdommens. De voksede op under beskyttede kår og streng adskilt fra underklassens unge, havde kun lidt kontakt med arbejdslivet og var i stedet præget af skole, uddannelse og det private familieliv. Generelt faldt de borgerlige familier ind i en ny rolle: børnenes arbejdskraft var ikke længere så vigtig, men i stedet blev familien et "forbrugs-, opdragelses- og fritidsfællesskab". Bag dette stod en ny, borgerlig opfattelse af familien og dens samliv.
De voksne og myndighederne forholdt sig for det meste kritisk til den nyopståede "ungdom". De beklagede især tabet af bestående normer, såvel som de unges forvildelse og manglende respekt. Udtrykket "de unge" stammede oprindeligt fra den tyske "Rettungshausbewegung" og betegnede i slutningen af det 19. århundrede "forsømte", "kriminelle" eller "gudløse" opvoksende, som for det meste stammede fra byens arbejdermiljø. Angsten for en radikalisering af de unge arbejdere blev stadigt mere synlig. De unge blev først og fremmest opfattet som et socialt problem og deres "forfald" blev set som en følge af industrialiseringen og de moderne tider. Som en reaktion opstod der i slutningen af det 19. århundrede en mængde nye foreninger og organisationer, som skulle tage sig af ungdommen. Kirker, partier og forbund forsøgte især at vinde de unge arbejdere for sig. Gymnastik- og idrætsklubber tegnede sig for den største tilgang, men alligevel blev deres succes beskeden. Før århundredskiftet lykkedes det ikke organisationerne for alvor at vinde de unge for sig.
Se også:
