tilbage "Fædrelandsk" opdragelse i de preussiske skoler
Efter kejser Wilhelm II´s regeringstiltrædelse i 1888 og efter udløbet af de såkaldte "socialistlove" i 1890 ændrede den preussiske stat strategi over for arbejderbevægelsen. Ud fra regentens synspunkt var forbud mindre effektivt end en målrettet "oplysning" af befolkningen. Han så et forbillede i det preussiske militær - som "nationens skole", men især som disciplinerings- og opdragelsesinstrument.
Efter kejserens ønske holdt preussisk militærånd og nationale elementer sit indtog i skolerne - flettet ind i et program af socialreformer og arbejdsbeskyttelsesregler. Foruden undervisning i klassiske dannelsesfag, spillede den "fædrelandske" opdragelse af pigerne og drengene nu også en vigtig rolle. Lærernes opgave var - gennem en intensiv formidling og opdragelse - at vinde eleverne for heroisme, nationalisme og patriotisme og dermed berøve arbejderbevægelsen den opvoksende generation. Alle skoler havde til opgave at formidle sikre "værdier", som preussiske dyder og ubetinget troskab mod monarkiet, staten og fædrelandet til de unge. Og det gik hånd i hånd med forherligelsen af den preussiske militarisme. Især fag som historie og geografi skulle formidle tysk kultur og nationale bedrifter, styrke eleverne "mentalt" og dermed gøre dem uimodtagelige over for socialdemokratisk indflydelse. Efter kejserens og den førende elites mening var det den eneste måde, skolerne kunne efterkomme deres vigtige nationale opgave og samtidigt forhindre udbredelsen af socialistiske og kommunistiske idéer.
Orden og disciplin var de højeste dyder. F.eks. straffede skoleledelsen ved Flensborgs Akademiskole selv små overtrædelser eller forsømmelser med fysisk tugtelse, strafarbejde, arrest eller eftersidning. Det gjaldt også for fejltrin uden for skolen som ulovlige besøg på værtshuse eller dårlig opførsel i offentligheden.
Med sin skolepolitik stræbte Wilhelm II ikke kun mod en svækkelse af den indre "fjende" i form af socialisterne og arbejderbevægelsen, men for ham drejede det sig også om Tysklands forsvarsevne i forhold til de andre stormagter. Således fungerede den udvidede idrætsundervisning som en før-militær uddannelse.
Mens uddannelsen til soldat eller tjenestemænd stod i forgrunden for drengene og de unge mænd, så havde pigerne og kvinderne en anden vigtig rolle. Som fremtidige "soldatermødre" skulle de hjælpe med at forankre dette tankegods i den samlede befolkning gennem en tilsvarende opdragelse af den kommende generation. Det var i denne ånd, skoleledelserne iscenesatte skolefester. Den højere pigeskole i Flensborg mindedes for eksempel kejserens fødselsdag hvert år den 27. januar. En anden vigtig festdag var Sedan-dagen den 2. september. Ved denne lejlighed samledes elever, lærere, forældre og talrige gæster i den festligt pyntede aula. De sang og bad sammen, eleverne fremsagde egne tekster og digte. Skoledirektør Dix talte "om tysk nationalbevidsthed" (1902) eller "den tyske flåde som værn for det tyske folk" (1906). Ved andre festligheder mindedes skolepigerne nationale begivenheder som f.eks. oprøret i Slesvig-Holsten i 1848, dødsdage for slægtninge af huset Hohenzollern eller den preussiske generalfeltmarskal Helmuth greve af Moltkes fødselsdag. Med regelmæssige mellemrum arrangerede skolen desuden udflugter til vigtige historiske steder som Dybbøl Skanse eller Augustenborg slot. Alle disse ture tjente til elevernes "nationale styrkelse". I tysk- og historieundervisningen arbejdede de videre med emnerne gennem fristile og andre opgaver. Det nationale tankegods indtog en vigtig plads i undervisningen og skolelivet.
Den "fædrelandske", agressivt-militaristiske opdragelse havde sin virkning ved Flensborgs Akademiskole, som fra 1882/83 hed "Königliches Gymnasium und Realgymnasium". Ved starten af 1. verdenskrig i 1914 meldte nogle lærere og elever sig frivilligt til fronten. Årsberetningen for skoleåret 1914/15 noterede ikke mindre end 53 elever, der havde meldt sig frivilligt til krigstjeneste. På dette tidspunkt var en lærer og fem elever allerede faldet i krigen. At den tids opdragelsesmål virkede længe efter, viste sig i de mange voldshandlinger under Weimar Republikken og i fremkomsten af nationalsocialisterne, der for størstedelens vedkommende havde haft deres barndom og ungdom i kejserriget i tiden efter 1890.
Se også:
