tilbage Jane Voigt
Jane Voigt var efter eget udsagn "egentlig ganske upolitisk", og hun kæmpede aldrig for kvindelig valgret. Dog så hun, da kvindernes valgret blev indført i november 1918, denne ret som en forpligtigelse. Voigt, der indtil hun blev gift i 1897 arbejdede som lærerinde, måtte ved valget til Nationalforsamlingen i januar 1919 bestemme sig for et parti. I overensstemmelse med gammel familietradition bestemte hun sig for "Deutsche Volkspartei" (DVP). Anden juledag 1918 deltog hun for første gang i et politisk arrangement. Hun tog imod en indbydelse fra den lokale DVP-formand, Dr. Lohmann, og mødte sammen med andre kvinder fra Flensborg op på Banegårdshotellet. Det var begyndelsen på hendes politiske interesse og hendes politiske karriere.
Jane Voigt ville ikke lade formandens tale på mødet gå ukommenteret hen, og i tilslutning vendte hun sig mod de forsamlede kvinder. For første gang i sit liv talte hun i en politisk forsamling. I sine erindringer skrev hun, at hun havde betonet kvindernes beredvillighed til politisk medarbejde, for at kvinderne skulle have et medansvar for den ny republik. Hendes tale gjorde indtryk, idet Dr. Lohmann dagen efter talte om et samarbejde. Selvom hun i første omgang kun malede på plakater, deltog i opråb eller udførte forskellige kontoropgaver, havde partiformanden helt andre planer med Jane Voigt. Han ville straks bruge den 43-årige kvinde som taler.
Jane Voigt stod nu midt på den politiske scene. Fra da af talte hun i politiske forsamlinger over hele Slesvig-Holsten og opstillede slutteligt - i første omgang mod sin egen vilje - til den første preussiske Provinslanddag, selvom hun ikke følte sig fuldt kvalificeret til opgaverne som parlamentsmedlem. Hun blev ikke valgt, men hun steg yderligere i partiet, idet medlemmerne valgte hende til partiledelsen i Flensborg. Da man ledte efter kvalificerede kvindelige kandidater til landdagsvalget den 20. februar 1921, blev hun opstillet. I sine erindringer skrev hun om sit kandidatur: "Da kvinderne pga. den nylige valgret havde medbestemmelse, ville man nu have kvinder".
Valget til den preussiske Landdag gik planmæssigt. Hun endte med at repræsentere DVP i Landsdagen fra 1921 til 1932, og mellem 1924 og 1926 var hun også magistrat i Flensborg. Hun beskrev selv Flensborgs kamp om tilhørsforhold til enten Tyskland eller Danmark fra 1918 til 1920, som afgørende for sin partikarriere. I fællesskab med andre kvinder i Flensborg gik Jane Voigt stærkt ind i "kvindeforbundet" til fordel for Tyskland. Mens følelserne kogte i grænselandet, ville hun oplyse kvinderne og forkastede den "den aggressive, hæslige form for kamp". I "Deutschen Ausschuss", der ledte afstemningsarbejdet på tysk side, blev man hurtig opmærksom på den engagerede kvindegruppe og sikrede sig dens arbejde. Jane Voigt trådte igen op på talerstolen og talte til kvinderne fra Flensborg. Den 14. marts 1920 stemte borgerne i Flensborg endeligt for, at Flensborg skulle være en tysk by. Ved afstemningen var der flere end 8.000 stemmeberettigede, tyske eksilborgere, der var rejst til for at stemme. Uden den store organisatoriske støtte fra "kvindeforbundene" havde disse eksilborgeres deltagelse i afstemningen næppe fundet sted. Mange tysksindede opfattede derfor Flensborgs beslutning om at forblive tysk som Jane Voigts fortjeneste.
Jane Voigt måtte som kvindelig delegeret undertiden kæmpe mod den indgroede modvilje, der bundede i holdningen om, at kvindens rolle er i hjemmet og ikke i politik. Hendes politiske karriere havde en symbolsk værdi for andre kvinder, men hun viste også, at kvinder på trods af en formel statsborgerlig ligestilling endnu var langt fra en reel ligestilling.
Se også:
