tilbage Sophia Lemitz´s, født Möller, erindringer som tjenestepige
Sophia Friederika Hinriettes blev født den 10. maj 1844 i Lütjenburg. Det er et held og et tilfælde, at hendes egenhændigt nedfældede erindringer er bevaret. Det er sjældent, at den slags skriftlige kilder fra samfundets nedre sociale lag er bevaret. Inden de blev offentliggjort havde Sophias optegnelser været gemt på et gårdloft i Heidenau i mere end 100 år, efter de blev nedskrevet. De giver et særdeles godt indtryk af hendes oplevelser af livet som tjenestepige i det 19. århundrede. Sophia var datter af en murersvend, og hun skildrede ikke blot årene som tjenestepige, men også de andre perioder i sit liv, herunder barndommen, den tidlige indføring i de familiære pligter samt hendes tid som hustru af en husmand. Alligevel står hendes erfaringer som tjenestepige i centrum.
"Jeg havde held som tjenestepige"
Vi kan ikke ud fra hendes erindringer vide, hvor gammel hun var første gang hun blev sendt ud for at tjene. Først blev hun ansat i husholdningen hos en skipperfamilie med otte børn i Hohwacht. Herren i huset sejlede med levnedsmidler fra dette sted og solgte dem videre. Sophia beskrev sine arbejdsopgaver således: "Dette var min hovedopgave: At sælge det hele, hele tønder med smør og fedt, 10 til 12 pund brød, gryn, mel og alle detailvarer. Jeg havde ikke noget at gøre med børnene, dem sørgede fruen i huset for. (?) Men hvad der ellers blev overladt til mig af arbejde var ikke så lidt". For eksempel skulle hun malke koen og forarbejde mælken. Dette fandt hun særlig svært, fordi hun var uden erfaring med at passe dyr. Hun beskrev følelsen af at være overbelastet, men i lige så høj grad hendes vilje og bestræbelse på at klare udfordringerne, idet hun kun måtte " udholde et enkelt år".
Under en senere ansættelse hos en ung familie skulle hun tage vare på et nyfødt barn, fordi barnepigen var blevet syg. Barnet var også sygt, og hun skrev: "Nu kom det mig til nytte, at jeg havde måttet tage vare på mine mindre søskende". Meget af det en tjenestepige blev sat til kunne man ikke forberede sig på. Det afhang af behovet hos herskabsfamilien. Kravene var mangfoldige og kvalifikationerne til at udføre arbejdet blev ofte opnået tilfældigt.
I Sophias erindringer kan man også finde enkelte bemærkninger om hendes indkvartering og forplejning. Om erindringen fra hendes første ansættelse skrev hun: "Men god mad fik vi altid." Da hun senere kom til at tjene hos en grevinde havde hun ingen fast soveplads i tjenestepigeværelset - som de andre ansatte - men måtte nøjes med en opslået seng i forværelset til grevindens soveværelse: "Tjenerne anbragte hver aften min kurveseng i forværelset." På den måde stod hun også til rådighed for grevinden om natten.
Sophias livsforløb viser en stor fleksibilitet. Gentagne gange tog hun imod stillinger hos husholdninger, som hun ikke kendte og måtte på denne måde tilpasse sig nye krav. Hendes fortællinger viser, at hendes far - i hvert fald i begyndelsen af hendes tid som tjenestepige - formidlede kontakterne. Når hun havde lært rutinerne og fundet sig tilrette et sted, formidlede hendes far hende videre til et nyt sted efter et års tid. Hun havde store kvaler ved disse skift: "Jeg følte, at jeg blev anbragt i en anden verden. Det var ikke med min gode vilje. Arbejdet var blevet til en dejlig vane. Jeg græd hele natten." Alligevel accepterede hun med stor selvfølgelighed sin fars beslutninger. Dem blev der ikke stillet spørgsmålstegn ved. .
I begyndelsen af hendes tjenestetid tjente Sophia 6 daler kurant om året, men som hun understregede, så var dette en frivillig ydelse fra det herskab, hvor hun var ansat, idet "jeg skulle jo lære det hele fra bunden." I hendes tid som tjenestepige blev hendes løn tidoblet: "Den højeste løn jeg har fået for et års arbejde er 60 daler kurant, fordi jeg på det tidspunkt kunne varetage alle arbejdsopgaver." Ved siden af hendes egentlige løn og forplejning fik Sophia flere gange aflagte beklædningsgenstande fra fruen i huset for at have ydet noget ekstra. Disse ting var et velkomment ekstrabidrag til den beskedne indtægt: "Nu kan man forestille sig hvor glad jeg blev, idet jeg ikke kunne tro at det kunne være sandt at besidde så megen rigdom." Desuden gjorde disse gaver det muligt at opspare lidt af lønnen: "Alligevel brugte jeg ikke mange penge på tøj, idet min garderobe mest bestod af gaver fra de damer jeg var ansat hos".
Sophias tid som tjenestepige stoppede i 1873, hvor hun blev gift.
