tilbage Arbejdsmarkedsreformer i Danmark og Tyskland i slutningen af årtusindet
Den stigende arbejdsløshed efter 1973 i Danmark og Tyskland har foranlediget politikerne i begge lande til at gennemføre en række omfattende arbejdsmarkedsreformer. Det skal hjælpe med til at skabe nye arbejdspladser og få arbejdssøgende hurtigt tilbage i arbejdsmarkedet. I midten af 1990´erne reformerede den danske regering under den socialdemokratiske statsminister Poul Nyrup Rasmussen det danske arbejdsmarked. Det er bagefter blevet betegnet som et "dansk jobmirakel". Reformerne har også været et forbillede for de arbejdsmarkedsreformer, som forbundsregeringen under den socialdemokratiske kansler, Gerhard Schröder, gennemførte i begyndelsen af det 21. århundrede. Både i Danmark og i Tyskland har reformerne gået under mottoet "Workfare". For at kunne modtage statslig understøttelse et der et krav om at ville påtage sig arbejde eller blive omskolet.
I Danmark er arbejdsløshedsunderstøttelsen blevet reduceret, men samtidig er der gennemført efteruddannelsesmuligheder og skræddersyede jobtilbud. De enkelte reformer indeholder blandt andet de følgende aspekter: 1) I stedet for ni års dagpenge kan arbejdsløse nu maksimalt få understøttelse i fire år. 2) Lønmodtagernes beskyttelse mod opsigelse er blevet forringet for at sikre, at virksomhederne hurtigere kan tilpasse sig markedet. 3) Dette gør det samtidig lettere at ansætte nye medarbejdere, da man så kan opsige dem igen, når der ikke længere er behov for dem. 4) Staten understøtter aktivt de arbejdsløse med individuelle tilbud om videre- og efteruddannelse, ligesom der kan gives løntilskud til arbejdsløse. 5) Hvis en arbejdsløs nægter et uddannelses- eller jobtilbud kan retten til dagpenge falde bort. På den måde har staten øget presset på de arbejdsløse til hurtigt at finde et nyt job, selv om det er dårligt betalt.
Resultaterne synes at bekræfte reformernes effektivitet. Når en arbejdsløs henvender sig på arbejdsformidlingen, så går det forholdsvis hurtigt med enten et efteruddannelsestilbud eller andet arbejde. Der stilles dog også store krav til, at de arbejdsløse selv søger nyt arbejde. Der er kun få langtidsarbejdsløse i Danmark, idet kun omkring hver femte har været ledig i mere end et år. Det magiske ord for denne arbejdsmarkedspolitiske succeshistorie er "Flexicurity-model". Som navnet antyder, så er det en kombination af fleksibilitet og sikkerhed. Konkret indeholder modellen en hurtig ansættelse og opsigelse af lønmodtagere, en aktiv arbejdsmarkedspolitik centreret omkring "Workfare" og et pres på de arbejdsløse.
"Agenda 2010" var det centrale reformværk som blev gennemført i Tyskland i årene 1998-2005 af forbundsregeringen SPD og "Bündnis 90/Die Grünen". Planen var et forsøg på at gøre det tyske arbejdsmarked og socialsystem mere konkurrencedygtigt, men på grund af det hårde indhold stødte det på store protester. Hos virksomhederne og blandt politikerne blev planen derimod modtaget med bifald, og det daværende oppositionsparti CDU/CSU medvirkede aktivt i at skabe "Agenda 2010". Hovedformålet med planen var at bekæmpe arbejdsløsheden og reducere de sociale udgifter. For at opnå det blev der vedtaget en række reformlove, og på arbejdsmarkedet blev følgende fornyelser gennemført: 1) Arbejdsløse får "Arbeitslosengeld 1" (ALG 1) - en understøttelse - som er knyttet til størrelsen af den løn, som man har tjent i de seneste 12 måneder. 2) Det spiller ikke længere nogen rolle, hvor mange år en lønmodtager har indbetalt på sin arbejdsløshedsforsikring. Kun ældre lønmodtagere kan endnu få udbetalt ALG 1 i en længere periode, fordi de erfaringsmæssigt har de største problemer at finde nyt arbejde i tilfælde af arbejdsløshed. 3) Staten har derudover indført en "Arbeitslosengeld 2" (ALG 2), ved at lægge "Arbeitslosenhilfe" (bistandshjælp) og "Sozialhilfe" (kontanthjælp) sammen. ALG 2 udbetales først efter at der er foretaget en fattighedsprøve, hvor ansøgeren skal dokumentere sine økonomiske forhold. 4) Derudover har reformen skærpet reglen om "Zumutbarkeit für Arbeitsangebote" - pligt til at tage imod arbejdstilbud - meget kraftigt. Arbejdsløse skal nu acceptere et dårligere betalt job, selv om de er overkvalificeret. Ellers bliver ydelsesperioden forkortet.
Mange politikere og eksperter henviser nu til, at disse forholdsregler i forbindelse med et fald i de ekstra lønomkostninger, et fald i virksomhedsbeskatningen og en gunstig økonomisk udvikling har resulteret i, at der er skabt nye arbejdspladser og en faldende ledighed. Andre har kritiseret "Agenda 2010" for at reducere velfærdsstaten og for at skabe øget fattigdom for en større del af befolkningen.
Indførelsen af arbejdsmarkedsreformerne har i Danmark og Tyskland stødt på meget forskellige reaktioner. I Danmark støtter de store fagforbund reformerne, herunder afkortelsen af dagpengeperioden. I Tyskland har arbejdsmarkedsreformerne derimod skabt en kraftig modstand hos "Deutscher Gewerkschaftsbund" (DGB) - det tyske forbund af fagforeninger - og af enkeltfagforbund, som har opfordret til landsomfattende demonstrationer og protester.
Se også:
