tilbage Tilvandring til Forbundsrepublikken Tyskland efter 2005
Den 1. januar 2005 trådte en ny lov i kraft i Forbundsrepublikken Tyskland. Det var en "Zuwanderungsgesetz" - indvandringslov - og det var første gang at landet havde en sådan lov. Med loven ville den tyske regering styre indvandringen til Tyskland. Formålet var, at tilflytningen af uønskede indvandrere skulle forhindres, mens ønskede indvandrere skulle have lettere ved at slå sig ned i Tyskland. Derudover bestemmes det i loven, hvordan de blivende legale tilvandrere skal integreres bedre i det tyske samfund. Loven åbner også for, at indvandrere der opholder sig ulovligt i Tyskland og udrejsepligtige personer hurtigt kan udvises fra Tyskland.
Baggrunden for "Indvandringsloven" er, at befolkningen i Tyskland bliver ældre og mindre. Manglen på uddannet arbejdskraft inden for visse erhvervsområder søger lovgiverne at modvirke ved målrettet at tiltrække kvalificerede udlændinge. Loven sondrer således skarpt mellem "kvalificerede" og "ikke-kvalificerede" udlændinge, hvor den sidstnævnte gruppe hindres i at slå sig ned i Tyskland.
Indvandringsloven består af to love. "Aufenthaltsgesetz" - opholdsloven - og "Freizügigkeits-gesetz/EU" - loven om den fri bevægelighed/EU. Derudover blev to andre bestående love tilpasset den ny lov. Indvandringsloven gælder dog ikke for alle udlændinge, idet for eksempel statsborgere fra EU-medlemslande falder uden for lovens rammer. De må bevæge sig frit inden for EU, og de kan søge arbejde i alle EU-lande og slå sig ned der.
Den ny lov forenkler i princippet reguleringen af indvandringen, idet den erstatter mange gamle og tit meget bureaukratiske bestemmelser. I stedet for fem forskellige slags opholdstilladelser findes der nu kun to; den begrænsede opholdstilladelse og den permanente etableringstilladelse. Udlændinge har forskellige motiver til at ville leve i Tyskland, og loven accepterer de følgende; arbejde, uddannelse, familiesammenføring og humanitære grunde.
Med indvandringsloven er også tilgangen til det tyske arbejdsmarked blevet reguleret. De fleste tilvandrere kommer til Tyskland med den hensigt at finde arbejde. Men uden arbejdstilladelse må udlændinge ikke påtage sig et arbejde, hvis de ikke kommer fra et EU-land. Udlændingemyndighederne har med loven også fået ansvaret for at udstede arbejdstilladelser. Da der i Tyskland er flere millioner arbejdsløse, så må udlændinge som hovedregel ikke arbejde i Tyskland. Om en udlænding alligevel kan få en arbejdstilladelse afhænger derfor af hans eller hendes kvalifikationer. Grundlæggende gælder det, at ikke- eller dårligt kvalificerede mennesker er uønskede og at indvandringen skal forhindres. Det skyldes, at disse mennesker har det svært på arbejdsmarkedet og derfor ikke vil være i stand til at klare sig selv. Helt anderledes ser det ud med højtkvalificerede arbejdere, som uden større problemer får lov til at komme ind og slå sig ned i Tyskland, da de ikke vil ligge staten til last.
For selvstændige gælder det, at hvis de har en forretningsmodel, som stimulerer økonomien og skaber nye arbejdspladser, så får de en begrænset opholdstilladelse. Her gælder som grundregel, at de skal kunne skabe mindst 10 nye arbejdspladser og investere mindst 1 million Euro. Når forretningsmodellen har overlevet i tre år og personen kan klare sig selv, så kan opholdstilladelsen blive ændret til en permanent etableringstilladelse. For udenlandske studerende gælder det, at de efter afslutningen af deres studium har et år til at finde en passende arbejdsplads i Tyskland. Hvis de ikke kan finde arbejde inden for dette tidsrum, så kan de miste deres opholdstilladelse og de må forlade landet.
Indvandringsloven regulerer også som noget nyt spørgsmålet om flygtninge, via den såkaldte "humanitære indvandring". Godkendte flygtninge ifølge "Geneve flygtningekonventionen" (GFK) og asylberettigede flygtninge behandles nu ens. De får med en begrænset opholdstilladelse i første omgang lov til at opholde sig i Tyskland i tre år. Er de efter den periode stadig truet af forfølgelse og fare i deres hjemlande, så får de lov til at blive. Begrebet "forfølgelse" udvides til også at gælde i forhold til ikke-statslige organisationer. På samme måde beskyttes også ofre for kønsspecifik forfølgelse nu udtrykkeligt af indvandringsloven.
