v i m u . i n f o
Deutsche version

Dansk teater i Flensborg © izrg

Umiddelbart efter grænseafstemningen i 1920 begyndte den danske befolkning i Sydslesvig at arbejde for deres ret til et dansk kulturliv. Kravet om et dansk teater spillede en stor rolle, og den 30. januar 1926 indledtes en lang tradition for danske teaterforestillinger i Flensborg. L. P. Christensen gik som medlem af bystyret i brechen for det danske teater og organiserede de danske teaterforestillinger, der havde form af gæsteoptrædener fra (rigs)danske scener. Der var dog startvanskeligheder: Christensen måtte i god tid før hver forestilling sende en ansøgning til Flensborgs bystyres store "Theater- und Orchesterkommission". Imidlertid lykkedes det for det engagerede byrådsmedlem at overbevise myndighederne i Flensborg om ideen bag de danske forestillinger, så der derefter regelmæssigt blev opført fire danske gæsteforestillinger om året i Flensborg.

Med nationalsocialisternes magtovertagelse i 1933 opstod spørgsmålet om, hvad der fremover skulle ske med det danske teater i Flensborg. Ved det første møde i den nye teaterkommission i april 1933 fremførte nationalsocialisterne ganske vist ingen indvendinger mod de danske teaterforestillinger, men med afskedigelsen af L.P. Christensen fra Flensborgs Theater- und Orchesterkommission i december 1933 opstod der uro. Christensens afsked blev dog annulleret, før året var omme, og de fire årlige danske teateraftener fortsatte i Flensborgs Byteater. Teaterstykkerne blev ikke underlagt censur, men skulle dog formidle den "nordiske" og klassisk danske kunst til publikum. Moderne og udenlandske stykker var uønskede. Den danske arrangør holdt sig til retningslinierne - Christensen udvalgte stykkerne målrettet og lod de traditionelle stykker (som Holbergs "Henrik og Pernille") få førsteret, fordi deres temaer syntes velegnet til grænseområdet. Til gengæld roste NSDAP forestillingerne i "Flensburger Nachtrichten". Da det kulturelle livs udfoldelse til stadighed var underlagt nationalsocialisternes velvilje, måtte det danske mindretal være meget tilbageholdende og forsigtige i udøvelsen af deres kulturelle liv. Hvis de ikke overholdt de nationalsocialistiske anvisninger, ville det danske mindretals eksistens være truet. I oktober 1939 kunne det danske mindretal se tilbage på 74 danske forestillinger (53 skuespil, 7 operaer og 14 balletforestillinger). Den sidste af de regelmæssige danske gæsteforestillinger fandt sted den 17. marts 1939. Herefter blev de afbrudt af 2. verdenskrig, hvor kun enkelte kunstnere lejlighedsvis fik tilladelse til at optræde.

De første danske gæsteforestillinger i Sydslesvig efter krigen fandt først sted i 1948. Publikum modtog de fra da af regelmæssige teateraftener med begejstring. Som før var det oftest det Kongelige Teater, der kom til Flensborg. Det danske teater fik sin faste plads i Flensborg. En særlig rolle i det danske teaterliv i Sydslesvig kom amatørteatret "Det lille Teater", der åbnede i 1966, til at spille, selv om dets sal kun - trods ombygning - kunne rumme 80 tilskuere.

Se også:

Dansk sang- eftermiddag 1941
En dansk teateraften i 1930?erne

Flash Player 9 kræves for at vises dette inhold. Download nu.
case storyFortællinger
photosFotos og illustrationer
audio Audio