v i m u . i n f o
Deutsche version
grænser politik erhverv samfund kultur havet

En talentsmedje - Kiels Teater i 1920?erne © izrg

Under Weimar-republikken optrådte Kiels Teater på to scener - teaterbygningen fra 1907 ved rådhuset og så den i Holtenauer Strasse. I 1919 overtog Max Alberty den kunstneriske ledelse af teatret, der nu overgik til kommunalt regi. Alberty var socialdemokrat og under revolutionen i 1918 medlem af Arbejder- og soldaterrådet i Dresden. For ham var det en teaterdirektørs opgave at uddanne folket. Det tog man ham ilde op i Kiel. Alberty mødte modstand, og efter hans død i 1922 overvejede man endda at lukke teatret. Hans efterfølger blev der kun én sæson. Der herskede kaos - både i teatret, inden for kulturpolitikken og i hele republikken i inflationsåret 1923.

Men samtidig gav denne fase mulighed for kreative eksperimenter og for at fremme de særlige talenter: I 1921 kom den 21-årige Gustaf Gründgens ind i teatergruppen, og i 1922 spillede han den rolle, der senere skulle gøre ham berømt: Mephisto i Goethes Faust. Samme år blev den 19-årige Hans Söhnker engageret. Han kom fra en arbejderfamilie fra Kiels østbred, havde taget en handelsuddannelse - og modtaget skuespilundervisning. Teaterdirektøren Curt Elwenspoek gav ham hans livs chance. Og Ernst Busch: også han stammede fra en arbejderfamilie, begyndte i 1915 i en læreplads på Krupp-Germania-værftet og hørte til den kulturelt interesserede og videnshungrende arbejderungdom i Kiel. Hans arbejdskolleger hånede ham for hans kunstneriske ambitioner. Busch blev tilhænger af USPD, senere KPD. I 1921 var han arbejdsløs. Teaterdirektør Alberty lod ham recitere et stykke - og ansatte den 21-årige som skuespiller. Busch erklærede stolt over for sin far: "Ik bün jetzt am Stadttheater!", hvortil faderen svarede: "Ober din Nomen bruckst du nie to verennern."

Carl Zuckmayer arbejdede på samme tid som dramaturg i Kiel. Han eksperimenterede i dette miljø af yngre fremadstræbende kunstnere. Det antikke lystspil "Der Eunuch", som Zuckmayer havde bearbejdet, bragte den - sikkert forventede - skandale og enden på den turbulente teaterfase. Kommunen opsagde med øjeblikkelig virkning direktør Elwenspoek. I første omgang blev Zuckmayer på teatret, men han måtte til sidst gå af, da han tordnede mod "snæversynede forvaltningspampere, mod fagets mørkemænd og muldvarpe, mod den faglige kritiks katastrofale niveau."

Söhnker og Busch skiftede sammen med teaterdirektør Brockman i 1924 til Frankfurt an der Oder. Senere skiltes deres veje, Busch tog til Berlin og arbejdede med blandt andre Bertolt Brecht og Erwin Piscator, som hørte til 1920?ernes kunstneriske forkæmpere. I 1933 emigrerede han, deltog i 1937 i den spanske borgerkrig, blev senere anholdt i Frankrig og udleveret til Tyskland. I 1944 kom han i tugthus i Brandenburg. Gustaf Gründgens, Buschs kollega fra Kielerdagene, som i mellemtiden havde haft stor succes, reddede hans liv, hvilket Busch understregede senere i DDR. - Meget forskellige veje med baggrund i den vilde tid på Kiels Teater.

Se også:

Vejen til scenen

Flash Player 9 kræves for at vises dette inhold. Download nu.
case storyFortællinger
photosFotos og illustrationer
audio Audio
bibliographyLitteratur