v i m u . i n f o
Deutsche version

"Brücke" og "Secession" © izrg

De unge malere fra kunstnergruppen "Brücke" havde på en udstilling i Dresden set Emil Noldes billeder "Froschteich" og "Meerbild", og roste ham nu, i februar 1906, for hans "storm af farver". Nolde var glad for anerkendelsen og fastslog i sin selvbiografi: "Jeg var ikke alene! Der var også andre optimistiske malere, der forsøgte noget af det samme som jeg". I halvandet år var Nolde medlem af "Brücke", hvorefter han igen gik sine egne kunstnerveje. Holdningsmæssigt stod han dog stadigt "Brücke" nær. Vintermånederne tilbragte maleren og hans kone nu regelmæssigt i Berlin.

Fra 1906 blev farven Noldes vigtigste udtryksmiddel, og han afprøvede først sine nye muligheder på blomster- og havemotiver. I sin biografi skrev han: "Blomsternes friske farver og disse farvers renhed, jeg elskede dem. Jeg elskede blomsterne i deres skæbne: fremspirende, blomstrende, lysende, glødende, livsalige, nedbøjede, visnende og til sidst nedbrudte i grøften."

I 1908 blev Nolde valgt som medlem af "Berliner Secession", men det gav snart anledning til utilfredshed. Nolde forsøgte at oprette en ny forening og bad den norske maler Edvard Munch, som han havde lært at kende i Berlin i december 1907, om at være foreningens mentor. Munch reagerede imidlertid undvigende. I sommeren 1909 malede Nolde sine første religiøse billeder "Abendmahl", "Pfingsten" og "Verspottung" under et ophold i Ruttebüll ved vestkysten, men disse billeder og andre værker af unge kunstnere blev afvist af "Berliner Secession". Da Nolde satte sig til modværge med et åbent brev til Max Liebermann, blev det en offentlig skandale, der førte til Noldes udelukkelse fra "Berliner Secession".

Nolde grundlagde derefter "die Neue Secession" sammen med andre unge kunstnere, deriblandt Erich Heckel, Ernst Ludwig Kirchner og Karl Schmidt-Rottluff. Om deres udstilling i Potsdamer Straße skrev Nolde i sin biografi: "Siden da, i de følgende 20 år, har der aldrig igen været en sådan koncentration af smukke værker fra vor unge kunst. Jeg stod passivt uden for, men inderligt optændt og bevæget over hele denne stærke kunstneriske kraft, der lå i vor unge nye tid." Indtil 1912 tog Nolde del i "Neuen Secession"s udstillinger.

Se også:

"Forhånelse"

Flash Player 9 kræves for at vises dette inhold. Download nu.
case storyFortællinger
photosFotos og illustrationer
quotesCitater
imageBiografier
lexiconLeksikon