Sådan lyder Maimaanedssangen i Carl Baggers "Min broders Levnet" fra 1835. Den danske forfatter blev året efter redaktør ved Fyens Adresse Avis, og derefter tilbragte han resten af sit liv på Fyn. Og netop boghvedegrød og Fyn er tæt forbundet i den almindelige bevidsthed. Det var den tilbage i 1600-tallet, og det er den såmænd også i dag.
Det var nu ikke kun på Fyn, der blev dyrket boghvede. Boghveden blev indført til Europa i 1300-tallet fra Asien. Den var velegnet til dyrkning på sandede jorde, og da dens protein har en høj næringsværdi, blev den også værdsat på Sjælland, i Sønderjylland og i Slesvig. For eksempel beretter søofficeren Peter Schiønning i sin dagbog fra 1762 om en tur til Eckernförde:
"Over alt kunne man se, at landet har været stærkt begroet med skov i gamle tider som nu mest er borthugget, paa markerne saas mest boghvede, saa det vel er meget sandet jord, etc."
Men der var nu noget særligt med Fyn og boghveden. Således kaldte Arent Berntsen i sin "Danmarcks oc Norgis Fructbar Herlighed" fra 1656 boghvedegrøden for "Fynbogrød".
Men selve boghvedegrøden - hvordan skal den så tilberedes?
Jo, 1 l mælk bringes i kog, hvorefter 125 g boghvedegryn drysses i. Herefter småsimrer det under låg i ca. en halv time. Undervejs må man røre i grøden for at undgå, at den brænder på. Grøden spises med sødt øl eller most.