tilbage Husum-Schwersing
Med begrebet Fårhusmentalitet beskyldes det tyske mindretal i Sønderjylland for ikke at ville se i øjnene, at det handlede forkert under Anden Verdenskrig. For det nye Tyskland har problemet med at forholde sig til nazismen ikke været mindre. For hvordan skal den nationale identitet kunne rumme ansvaret for krigens mange rædsler? I 1800-tallets krige mellem Danmark og Tyskland kunne et militært nederlag fortolkes som en ærefuld kamp mod overmagten. Grusomheder som Holocaust har derimod ingen formildende omstændigheder. De må nødvendigvis blive en anden type erindringssted.
På tysk har man to begreber for de mindesmærker, der er opstillet for at minde om den fælles fortid. Man taler om Denkmal og Mahnmal. Et Denkmal sættes som minde over en begivenhed eller en person, som man mindes med en vis stolthed. Et Mahnmal opstilles derimod til erindring om noget, man håber, aldrig vil gentage sig. Et sådant Mahnmal blev opstillet i Husum-Schwersing i 1987.
Husum-Schwersing var en underafdeling af koncentrationslejren Neuengamme fra september 1944 til december samme år. 2500 fanger blev udstationeret i en lejr med plads til 400 for at deltage i bygningen af "Friservolden". Selv om 1000 af de 2500 fanger blev sendt videre til Ladelund i november, var forholdene umenneskelige. Midt i november var halvdelen syge af lunge- og hjertelidelser, alvorlig diarré, gigtfeber, difteritis og tuberkulose, og 297 døde på i lejren. Et ukendt antal døde efterfølgende af de lidelser, de havde været udsat for.
I 1983 offentliggjorde en arbejdsgruppe historien om lejren, og der blev afholdt et møde, hvor overlevende mødte op og fortalte deres historie. To år senere købte det nordfrisiske amt et stykke af lejrområdet, og det blev besluttet at opføre et mindesmærke. Men det forløb ikke uden diskussioner, og som så mange andre steder i Tyskland blev befolkningen nødt til at forholde sig til krigen og dens lidelser.
