tilbage Fordomme omkring dialekter
Når optrædende i skuespil, spillefilm og reklamefilm bliver sat til at tale en dialekt, har det som regel til formål at give karakteren et udtryk af dumhed, men også af pålidelighed. De kommer til at virke naive, for ganske vist er de hjælpsomme, men de forstår ikke rigtigt, hvad der foregår omkring dem.
At anvende dialekter på denne måde har kun mening, hvis tilskuerne - den almindelige befolkning - opfatter de dialekttalende på samme måde. Og det gør de tilsyneladende.
I en undersøgelse fra Vissenbjerg på Fyn afdækkede Inge Lise Pedersen allerede i midten af 1980´rne, hvordan fynboer opfattede de lokale dialekter i forhold til det fynske regionalsprog og rigsdansk. Forsøgspersonerne aflyttede nogle testbånd og skulle derefter karakterisere de talende personer efter et skema. Især de unge mellem 18 og 30 år forbandt den rendyrkede dialekt med ældre, gammeldags og landlige mennesker. Rigsdansk var forbundet med selvsikre, men også mere storsnudede byboere. Dem der talte regionalsprog var moderne, men stadigt ligefremme og flinke.
Andre danske undersøgelser viser et tilsvarende billede, så man må altså forvente at blive forlods lavt vurderet, hvis man taler med en tydelig dialekt. Så er det måske ikke så mærkeligt, hvis forældre vælger ikke at give dialekten videre til deres børn. Men det at opgive sin dialekt har nu også kunnet give problemer. Risikoen for at blive opfattet som snobbet af de stadigt dialekttalende på hjemegnen har fået mange til at betjene sig af kodeskift: afhængigt af situationen skiftes der mellem dialekt og rigssprog. Vissenbjerg-undersøgelsen tyder på, at regionalsproget er blevet en løsning på dilemmaet. Med det kan man på samme tidspunkt undgå at virke gammeldags og langsom i opfattelsen, men samtidigt udtrykke sit lokale tilhørsforhold.
