tilbage Carlshütte i Büdelsdorf/RendsburgCarlshütte i Büdelsdorf/Rendsburg
"Ahlmann-Carlshütte KG" i Büdelsdorf ved Rendsburg indtog en særlig position under metalarbejderstrejken i 1956/57. Her havde Käthe Ahlmann styret strengt som enke efter virksomhedsejeren siden 1937 og siden 1954 også som formand for "Forbundet af tyske kvindelige Virksomhedsejere". Hun, der boede på værksområdet, havde egenhændigt styret virksomheden gennem de uberegnelige tider under 2. verdenskrig og i efterkrigstiden, og hun personificerede bogstaveligt talt "Carlshütte". Klimaet på virksomheden var også specielt. Der var traditioner forbundet med livet og arbejdet "auf der Hütte" - her arbejdede flere slægtled ved siden af hinanden, mere end halvdelen af medarbejderstaben boede i Büdelsdorf, i værkets umiddelbare nærhed.
Strejkeledelsen for "IG Metall" holdt i første omgang klogeligt "Carlshütte" uden for strejken. Deres strategi med en "fleksibel optrapning" betød, at metalarbejderne i Büdelsdorf først skulle træde ind i strejken på et senere tidspunkt. I sammenligning med alle andre "IG Metall"-afdelinger i Slesvig-Holsten (72 %) var organisationsgraden den laveste for metalarbejderne i Rendsborg - ikke en gang hver anden (45,5 %) var medlem af fagforeningen, som godt var klar over årsagen. På Carlshütte herskede traditionelt et ikke netop fagforeningsvenligt klima - tilknytningen til virksomheden og indehaversken var enormt stærk.
Tidligt, allerede før den første urafstemning, appellerede virksomhedsledelsen til de ansatte om ikke at tilslutte sig strejken, men i stedet føle sig forpligtet over for virksomheden, især da en strejke med stor sandsynlighed ville medføre tab af arbejdspladser. Efter strejken var indledt, handlede ejeren hurtigt: den 28. oktober 1956 - en søndag - lod hun sine værkførere, der overvejende var organiseret i "Deutschen Angestellten-Gewerkschaft", møde ind, hvorefter de forberedte deres egen afstemning internt for virksomheden. Mandag morgen blev medarbejderne opfordret til via en stemmeseddel at afgøre: "Jeg vil arbejde" eller "Jeg er for en arbejdsnedlæggelse - strejke,". Det foregik med et vink fra værksledelsen, som ikke var til at misforstå: "at vi i tilfælde af strejke i den slesvig-holstenske metalindustri må beslutte os for hårdere indgreb". Carlshüttes samarbejdsudvalg protesterede og opfordrede til boykot - man havde jo netop stemt til urafstemningen. Men til ingen nytte - flertallet af arbejderne bøjede sig for virksomhedsledelsens lette pres: ud af 1827 deltog - ifølge værkførernes optælling - 1418 i afstemningen - 1100 stemte for at arbejde videre og kun 260 for at strejke. Fra arbejdsgiverens synspunkt var det en vigtig symbolsk sejr. Oven i det følte Carlshüttes salgsdirektør, dr. Hans Georg Schütte - der samtidigt optrådte som formand for Metalindustriens Arbejdsgiverforening i Kiel og Flensborg - sig uden tvivl bestyrket i sin kompromisløse linie.
Fagforeningsfolkene overvejede som et alternativ at lamme virksomheden med en strejke i støberiet, produktionens helt centrale funktion. Det var imidlertid kun en brøkdel af støberiarbejderne, der mødte op til det møde, som "IG Metall" havde indbudt til. Dermed blev fagforeningens bestræbelser på at inddrage "die Hütte" i den samlede række af strejkende virksomheder ikke til noget.
Eksemplet Carlshütte viser, hvilken betydning - udover arbejdsgivernes større eller mindre pres - arbejdernes indgroede tilknytning til virksomheden og virksomhedsejerens personlige indsats havde for de ansattes identitet i en ganske vist industriel, men også landligt præget region som Rendsburg. Socialdemokraten Karl Böge, mangeårig formand for samarbejdsudvalget på Carlshütte, leverer et godt eksempel på dette. Efter, at Böge havde bidraget væsentligt til, at Carlshütte blev forskånet for en truende demontage efter krigen, bestod der et særligt tillidsforhold mellem ham og værksledelsen. Han talte imod strejken og vægrede sig mod "IG Metalls" indflydelse på Carlshüttes arbejdere.
Se også:
