v i m u . i n f o
Deutsche version

Martsrevolution © sdu

I marts 1848 udbrød der revolutioner i Wien og Berlin. Begge steder krævede liberale grupper, at der blev indført frie forfatninger og demokratiske reformer. I begge hovedstæder var der blodige kampe mellem demonstranter og militær. Revolutionerne var en direkte udløber af revolutionen i Paris i slutningen af februar.

I Berlin blev der kæmpet i gaderne i dagene 15.-18. marts 1848, inden kongen – Friedrich Wilhelm IV – den 19. valgte at give sig. Han lovede demonstranterne, at der ville blive sammenkaldt en nationalforsamling, som skulle skrive en fri preussisk forfatning. Han lovede også, at der ville komme liberale ministre med i regeringen. Det fik oprørerne til at falde til ro, men allerede i andet halvår slog reaktionen igennem. Kongen løb fra de fleste af sine løfter og den konservative adel fik igen den afgørende indflydelse.

I Wien var der også heftige kampe i gaderne. Det umiddelbare resultat var, at regeringslederen von Metternich trak sig tilbage. Samtidig lovede kejseren – Ferdinand I – at indføre et forfatningsmæssigt styre i Østrig. Som i Preussen kom der i efteråret 1848 en konservativ modreaktion, der genindførte det enevældige styre. I Østrig fortsatte opstandede på landet i Bøhmen, Ungarn og Norditalien dog i lang tid efter marts 1848.

Der var også optræk til oprør i København. Det skete omkring en uge senere end andre steder i Europa. En folkeskare gik den 21. marts til kongen – Frederik VII – og krævede demokratiske reformer. Kongen valgte frivilligt at afgive sin enevældige magt, og lovede at der skulle skrives en demokratisk grundlov. Nationalliberale ministre kom med i regeringen, og i modsætning til andre europæiske lande, så blev der ikke gennemført en konservativ modreaktion. Til gengæld førte kongens beslutning til, at Treårskrigen brød ud og at helstaten få år senere blev sprængt.

Flash Player 9 krves for at vises dette inhold. Download nu.
case storyFortllinger
photosFotos og illustrationer
imageBiografier