v i m u . i n f o
Deutsche version

Rejsen til søbadene © izrg

For 1800-tallets badegæster var rejsen til de fleste søbade særdeles besværlig og bekostelig. Derfor havde de bade, der lå nær ved de større byer - eller som blev tilsluttet de nye veje og jernbaner, som fulgte med en stadigt bedre infrastruktur - i begyndelsen en fordel. En rejse med hestevogn var langsommelig og ubekvem. Indtil Busum blev sluttet til jernbanenettet, måtte vognmænd hente badegæsterne med hesteforspand fra Heide og endog Itzehoe. Hvis gæsterne ikke ville tage en flere dages rejse i hestevogn med i købet, var den eneste vej til øernes søbade per skibsfart. Det var - i hvert fald i badeturismens tidlige år - mindre komfortabelt og sikkert ikke altid, hvad de fornemme gæster havde ventet - heller ikke selv om det kun drejede sig om korte overfarter, som det fortælles allerede i 1828.

En af sejlruterne hed Hamborg/Bremerhaven - Cuxhaven - Helgoland - Amrum/Sild. Et tidligt alternativ til denne "søvej" var "landevejen": en kombineret rejse med jernbane og dampskib. Fordi, som en guide til sæsonen 1900 udtrykte det: "Dampskibsrejsen fra Højer Sluse til Sild kan vel næppe anses som en sørejse, da vadehavet minder om et indre farvand og næsten altid ligger roligt og spejlblankt, så søsyge kun forekommer undtagelsesvist." "Landevejen" til Wyk på Föhr - og videre til Wittdün på Amrum - gik med jernbanen til Niebüll, så med "marskbanen" til Dagebüll, for derfra at fortsætte rejsen på en "salondamper". En direkte forbindelse mellem Husum og Wittdün kunne fra 1906 ikke længere betale sig, da øen Nordstrand blev forbundet med fastlandet via en dæmning, og færgerne fra da af måtte runde Pellworm.

Byen Westerland havde bidraget til finansieringen af jernbanelinjen mellem Tønder og Højer for at gøre rejsen hen til den næstsidste strækning fra Højer til Munkmarsch på øens østkyst mere bekvem. Fra 1888 havde øen sin egen jernbane fra Munkmarsch til Westerland, og i 1901 blev en anden ø-bane bygget gennem klitterne fra Westerland til Hörnum. Her gjorde en havn, der ikke var afhængig af tidevandet, sørejsen lettere. På øens barske vestkyst kunne der ikke bygges havne.

Før århundredeskiftet blev hjuldamperen "Freia" og det luksuriøse dampskib, "Kaiser" - der kunne transportere 2.000 passagerer med en fart af 20 knob - betragtet som højmoderne. Køreplanen for "søbads-hurtigtogene" til Niebüll og Højer Sluse var indrettet efter tidevandet. Det betød, at der var tre forskellige - kalenderen afgjorde, hvilken der gjaldt - afgangstider fra Berlin og Hamborg. Selv efter grænseafstemningen i 1920, da Højer blev dansk, indrettede man sig på de rejsendes bekvemmelighed: Togvognene fra de tyske statsbaner blev plomberet, så vejen til Sild kunne foregå uden paskontrol. Til sidst blev den gamle plan om at bygge en dæmning - Hindenburgdæmningen - fra fastlandet til Sild ført ud i livet.

Sammenlignet med den tidlige badeturisme i første halvdel af det 19. århundrede, hvor en rejse fra Hamborg til Wyk på Föhr indebar op til tre overnatninger, blev rejsetiden med udbygningen af jernbaner og vejnet i løbet af år og årtier kortet ned til nogle få timer.

Se også:

Skibsrejse
Rejsen per skib
Hjuldamperen "Freia"
Turen til søbadene i det 20. århundrede
Slideshow om Hindenburgdæmningen
"Alle veje fører bekvemt til Westerland på Sild"
Nye samfærdselsmidler gør det nemmere at tage til feriestedet Wyk på Föhr
Rejse med hestevogn

Flash Player 9 kræves for at vises dette inhold. Download nu.
case storyFortællinger
multimediaMultimediemodul
photosFotos og illustrationer
quotesCitater
imageBiografier